Side 1 af 57 Tilbage - Østervangsskolen [PDF]

Side 1 af 57 Tilbage

Genvej til side titel Forord Socialdemokraten d„ 31. marts 1956 - Østervangsskolen tages i brug efter påskeferien. Inge-Lise Nielsen (hed Hansen dengang) fortæller Inger Iversen (tidl. Brasch) fortæller Lillian Warthoe-Hansen fortæller: (Ansat på Østervangsskolen fra 1. maj 1956 til 1. maj l 992 - sådan cirka) Gunhild Heibøll fortæller Elinor Andersen fortæller Socialdemokraten d. 29. maj 1957 - "Østervangsskolen i Randers måtte tages i brug før den officielle indvielse foretages A.V. Øhlenschlæger fortæller - Skoleliv på Østervangsskolen Amtsavisen d. 11. august 1979 - "Det nye byggearbejde på Østervangsskolen har lukket populær skolesti A.V, Øhlenschlæger fortæller: - Østervangsskolen - bygget af en kommune med visioner Randers Amtsavis d. 21. august 1958 Randers Amtsavis juni 1969 - "Vandaler skyld i' at svømmebad lukkes” A.V. Øhlenschlæger fortæller: - Sket på Østervangsskolen Amtsavisen november 1972 - "Lærernes skolefest” Amtsavisen d. 21. maj 1985 - "40 børn kan gå på fritidshjem i deres skole” Amtsavisen d. 19. marts 1990 - ”Østervangsskolen får fem special-klasser” Amtsavisen d. 4. august 1990 - "De skal ikke isoleres” Lidt historie om Østervangsskolen - ved Anita og Rie, ansat i Solstrålen:

Side 2 af 57 Tilbage

Amtsavisen d„ 29. november 1990 - ''Solstrålen fik en fin start” Susanne Høegh fortæller: - Noget om at lære noget Bente Møller fortæller: Henning Pedersen fortæller: "Narrestreger, tyskeren og andet godt'' 10 år på Østervangsskolen fortalt at tidl. elev Henrik Lykke - Knud Dahl (dansklærer 1. real B – 1972-1975) Mogensen og Vestergaard (Formning og metalsløjd ca. '69-'72) På tur (65-’73) Kult (’65-’75) Statens Filmcentral (’65-’75) Kontraster ('65-'75) 10 skoleår historisk set ('65-'75) Viggo Nielsen ('65-?) Narrestreger ('65-'75) Tyskeren ('65-?)

Side 3 af 57 Tilbage

Forord En stor tak til skribenterne Et 50 års jubilæum er en mærkedag. En rigtig god anledning til at sætte fokus på historien og de fortællinger, som danner historien. Vi erindrer og mindes både hændelser, følelser, personer og billeder, som har været glemt, eller Lagret i hukommelsen, når vi opfordres til at bringe dem frem. De dukker op igen og får os til at forstå sammenhænge, som vi ikke erkendte, da vi stod midt i oplevelsen. Det var vores håb, at vi med et jubilæumsskrift kunne samle dele af fortællingen om Østervangsskolen. At nogen vil hjælpe os med at sætte fremtiden i perspektiv ved at tildele os viden om fortiden. Jeg vil hermed rette en tak til alle jer, der har skrevet indlæg til dette jubilæumsskrift, en særlig tak til Elinor Andersen der også har bidraget med billeder. På grund a1 jer er vores ønske blevet til virkelighed.

Fra institution til værdibaseret organisation Ingen god skole uden et dygtigt personale. ingen god skole uden en solid opbakning fra forældrene, ingen god skole uden tydelig Ledelse, ingen god skole uden fælles værdier. Det er kun børnene, der kan fortælle os, om skolen er god og det er dem, vi voksne skal Lytte til, når det handler om den vurdering. Skoleverdenen er i rivende udvikling, akkurat som resten af samfundet og sådan skal det være. Skolen skal kunne påvirke Lokalmiljøet og samtidig afspejle det. Skolen skal udvikle nye pædagogiske veje og afvikle de gamle. som ikke Længere matcher nutidens børn og forældre. Opgaverne kan Løses på mange måder, så det handler hele tiden om foretage det bedste valg til gavn for det enkelte barn, men under hensyntagen til fællesskabet. Det er der ikke noget nyt i, sådan har det altid været at drive skole, men hastigheden, hvorved alting sker, stiger og vi skal konstant være omstillingsparate. Skolen er ikke Længere udelukkende en undervisningsinstitution, men en sammenslutning af skole og fritidsdel, som danner en helhed omkring børnene, hvoraf størstedelen benytter sig af hele pakken og et mindre antal kun skoledelen. Siden 1 april 2003 har Østervangsskolen været en samlet organisation, med en fælles personalestab og et fælles Ledelsesteam. Stort set alt er decentraliseret og den enkelte skole drives ud fra en skoleaftale, en form for kontrakt, som forhandles på plads med byrådet, hvorefter den løbende evalueres og nye indsatsområder erstatter tidligere. Som er effektueret og implementeret i hverdagen. Vi er kommet i formaliseret dialog med politikerne. Tre meget væsentlige aspekter gør sig gældende for skoledriften i Randers Kommune, Den inkluderende Skole, værdibaseret teamsamarbejde og teamledelse. Skolens fornemmeste opgave er at inkluderer alle børn i skoledistriktet plus alle dem fra andre distrikter, der har benyttet sig af det frie skolevalg. Lærere og pædagoger arbejder i team omkring en børnegruppe ud fra en fælles pædagogisk platform og med et fælles ansvar. Jeg blev ansat i stillingen som skoleleder 1. april 2003, et fantastisk job og der har været fart på hele tiden. Skolen befinder sig i en af de historiske opsvingsperioder, hvor elevtallet stiger og decentraliseringen giver mulighed for at indrette organisationen efter det Lokale behov. Det er positive odds.

Side 4 af 57 Tilbage

Vi har et mål, at blive en skole, hvor anerkendelse af hinanden, er bærende fundament I kulturen. i personalestaben, imellem personale og børn, i børneflokken og mellem forældre og personale. En skole, hvor vi har fokus på den faglige udfordring for den enkelte elev og hvor vi opdrager til hensyntagen og ansvarlighed overfor fællesskabet. Tiderne har ændret sig og udfordringerne skiftet karakter, men der har måske i virke Ligheden aldrig været så få tegnestifter på stolene og Lidt buksevand på Østervangsskolen som i dag. Med ønsket om at Østervangsskolen Langt ud i fremtiden vil danne rammen for en sjov og opbyggelig skoletid for alle de børn og unge mennesker, som vælger at gå her. Karen Marie Schytter Skoleleder

Side 5 af 57 Tilbage

Socialdemokraten d. 31. marts 1956 Østervangsskolen tages i brug efter påskeferien. Der vil være visse vanskeligheder i begyndelsen, men hvis forældrene er ligeså velvilligt indstillede som Lærerne, skal det nok gå, siger viceinspektør Georg Jensen. Med det nye skoleårs begynde/se efter påskeferien tages første etape af den nye Østervangsskole i brug. Skolen får straks ca. 725 elever fordelt i 24 klasser og vi indtil videre være belastet i samme grad som byens øvrige skoler, hvorfor undervisningen også kommer til at foregå i tiden kl. 8-16. Der er foreløbig tale om indvielse af tre fløje, som for øvrigt j fremtiden vil få gadenavne og "hus"-numre, og der er 21 klasseværelser til rådighed. - i de sidste dage har en de/ af de børn, der skal gå i skole her, været inde på pladsen for at titte ind, og mon ikke de allerfleste glæder sig til skolegangen efter påskeferien? i hvert fald fryder det en anden at se de gode og Lyse Lokaler.

Hver klasse har sin egen farve hvert klasseværelse har ikke blot fået sit eget nummer, men også sin egen farve, som dækker hele den vægflade, som vender mod det store vindue. Farven går for øvrigt igen på knagerækkerne i gangen, hvor den gule murstensvæg og en hyggelig niche ellers sætter særpræg på interiøret. Klasseværelserne er udstyret med moderne inventar, stålborde med plastikplade og løse stålstole med faconpressede sæder og ryglæn. Vægpladsen bag katederet domineres af en stor grøn tavle ligeledes en ny konstruktion. Tavlen er sortlinieret, uden at Iinieme skulle kunne virke forstyrrende. Den modsatte vægflade har en opslagstavle af samme format. Her vil eleverne få lov til at hænge deres tegninger. Man bemærker, at der ikke findes radiatorer i klasseværelset. Varmen stråler ned fra loftet, og i hver klasse findes en håndvask. Helhedsindtrykket af klasseværelset er, at det, trods meget lys, er varmt og hyggeligt samtidig med, at det er interessant. 2 mellem får deres lærere med Vi træffer den konstituerede skoleleder. Viceinspektør Georg Jensen, travlt optaget med at indrette et midlertidigt inspektørkontor i et særklasselokale. Viceinspektøren har haft nogle travle dage i den sidste tid. Samtidig med, at han har dimitteret til realeksamen på Hobrovejs skole har Georg Jensen tilrettelagt Østervangsskolens timeplaner. Forrettet indkøb af undervisningsmateriale osv. Foreløbig er der udsigt til, at forberedelserne vil stå på til den sidste dag.  Hvilke klasser oprettes der?  Vi får grundskoleklasser, eksamensfri mellemskole, dog kun 1. og 2. klasse, svarer viceinspektøren, i løbet af fire år skulle vi så være klar til at dimittere til realeksamen.  Nogle af børnene kommer jo fra andre skoler?  Ja. Vi får elever fra Hadsundvejs skole, Nyvangsskolen, Fabersvejs skole og Søren Møllersgades skole. Ved sammen sætningen af de klasser, som skal overflyttes til Østervangsskolen, bliver der taget hensyn til, at en sådan overflytning skulle finde sted, og klasserne består fortrinsvis af børn fra kvarteret omkring den nye skole. I mellemtiden kan nogle af elevernes forældre godt være flyttet. Vi får således børn til skolen, som bor i Sjællandsgade. Det er der desværre ikke noget at gøre ved. De to 2. mellem klasser, vi får, kommer fra Søren Møllersgades skole, og her gælder det, at

Side 6 af 57 Tilbage

børnene får deres klasselærer med ved flytningen, så for disse klasser bliver der altså blot tale om nye omgivelser. Særlokalerne først færdige efter sommerferien  Glæder De Dem til at tage fat?  De kan skrive, at et vejoplagt lærerpersonale glæder sig til at gå i gang og vil søge at få det bedst mulige ud af forholdene selvom det er klart, at der i begyndelsen vil være visse vanskeligheder, bl.a.„ det forhold, at vi ingen særlokaler har fortiden. Særlokalerne skulle dog blive færdige efter sommerferien. Hvis forældrene vil være lige så velvilligt indstillede som lærerne, så skal vi nok få det til at gå godt.  Bliver der legeplads for børnene?  Selvom skolen et stykke tid fremover vil være en byggeplads, er der reserveret et stykke "gård" til børnene, men da forholdene er ret afgrænsede, må vi nok være strenge nu i begyndelsen. Noget, vi også må vente med lidt endnu, er et cykelskur. Det er derfor, børnene den første dag må møde uden cykle. Det har mange forældre ikke kunnet forstå, men grunden er simpelthen, at der ikke er plads til cyklerne.  Man kommer til at mangle gymnastiksalen?  Ja, det første år får eleverne på Østervangsskolen ikke gymnastikundervisning. Vi må så i stedet arrangere ture i det fri, boldspil eller hvad vi nu kan finde på. Det er der ikke noget at gøre ved.''

Luftfoto fra skolens indvielse

Side 7 af 57 Tilbage

Inge-Lise Nielsen (hed Hansen dengang) fortæller Vores klasse (B-klassen) var den ene af de klasser, som tog realeksamen fra Østervangsskolen i 1960. Vi gik der fra 1956 fra 2„ mellem, som det hed dengang. De første 5 skoleår gik vi på Nørrestræde Skole og skulle derefter være flyttet direkte på Østervangsskolen (i 1955). men da den endnu ikke var færdig, måtte vi tilbringe l.. mellem på Søren Møllersgades Skole. Vi så meget hen til at skulle gå på en helt nybygget skole, men i hvert fald det første halve år efter, vi var startet, var alt et stort byggerod. BI. a. var toiletterne i gården endnu Ikke færdige. Der var et Lille toilet på hver elevgang (sandsynligvis til lærerne), og det Måtte alle klasser på hver gang deles om..„.. „Klassevis havde vi helt faste tider, hvornår vi måtte benytte det toilet, og så var det bare om at "holde sig'' resten af tiden! Vi havde Folmer Kaag til klasselærer, Wolf Møller til dansk, Erik Jørgensen til tysk og Verner Pedersen til engelsk. 1 1957 var vi på klassetur til Bornholm, en tur, vi alle stadig mindes med stor glæde, det var nemlig ikke så almindeligt dengang at komme ud at rejse, så Bornholm var næsten Som at rejse udenlands! Da klassen havde 15-års skolejubilæum (i 1975), startede vi med at samles igen, og det har vi gjort hvert 5. år siden, så i 2010 er det 50 år siden forlod skolen, og så regner vi med, at skolen er med til at fejre det jubilæum sammen med os! Desværre er der jo i årenes Løb af naturlige årsager faldet nogle af vore kammerater fra, men vi har også den glæde, at der kommer 2 hjem fra udlandet for at deltage hvert 5. år, hhv. fra Australien og Frankrig. Desuden er vi 6 klasseveninder her fra Randers-området, som mødes hver 3. måned. Ligeledes er der 5 på Sjælland, som ses en gang imellem, og ca. ~ gang om året mødes vi alle 11 enten i København eller her på egnen. Ydermere er der andre små grupper, som ses indimellem, og vi informerer altid hinanden, når der er noget at fortælle. Endvidere har en af vore klassekammerater netop været i Australien for at besøge vores kammerat der. Vi synes selv, vore kontakter på "kryds og tværs" er meget unik og misundes af andre, og det allerbedste er, at vi altid har følt os på bølgelængde, uanset hvad vi laver og hvor vi bor, og vi glæder os altid meget til at mødes. Jo, Østervangsskolen er stadig "vores" skole og vil altid være det!! Vi regner med, at der i dagspressen bliver annonceret, hvad der skal ske på skolen den 1. april, jeg er sikker på, mange af os møder op!

Side 8 af 57 Tilbage

Inger Iversen (tidl. Brasch) fortæller: Jeg var netop fyldt 9 år, da jeg sammen med min klasselærer Signe Jensen og alle mine klassekammerater fra Nørrestrædes Skole begyndte i 3C på Østervangsskolen pr. l. april 1956. Vi kom fra en gammel skole i midtbyen og ud til en flot ny skole, Vi fik klasseværelse nr.19, og jeg husker, at jeg var meget overrasket over, at en af væggene var lyseblå, og at der var en opslagstavle på hele endevæggen. Desuden stod der splinternye enmandsborde. Det var noget ganske andet end på den gamle skole. Østervangsskolen var slet ikke færdig, da vi startede. Toiletbygningen i gården var ikke færdig, og det betød, at vi i starten af timen måtte bruge toilettet for enden af gangen, og der var godt nok trængsel. Utrolig hvor trængende vi var i løbet af skoledagen. Skoleinspektør Georg Jensen havde et meget lille lokale som sit midlertidige kontor. Skolesekretæren?? Jeg husker ikke, at en sådan fandtes. Skolen blev indviet i 1957, og vi flyttede som 4. klasse over på den allernyeste bygning ud mod sportspladsen. Her var der også 2 skolekøkkener og sløjdlokaler, ligesom der var et fint skolebibliotek med læsesal, som jeg benyttede meget. Da jeg gik i 4. klasse blev der oprettet et blokfløjtehold aflærer Karen Margrethe Houlberg. Det eksisterede dog ikke ret længe, vist nok på grund af, at Karen Margrethe havde orlov i en periode. Østervangsskolen var en stor skole med mange klasser og mange elever i hver klasse. Vi var vel ca. 30 i de yngste klasser dengang, og da vi kom i 5„ klasse, var der ikke lokaler nok, hvorfor vi blev vandrer-klasse hvilket betød. At vi ikke havde vort eget lokale, men måtte flytte lokale mange gange i ugens løb, men vi følte, at vi var noget særligt, fordi vi var blevet valgt at klare den opgave. I slutningen af 1950'erne fik skolen et udendørs svømmebassin, og det var luksus dengang. Jeg husker, at vi delte svømmetimerne med Hadsundvejens skole, så Østervangsskolen havde den første halve time af en lektion og Hadsundvejens skole den anden. Somme tider fik vi lov til at blive i vandet hele timen, og så var der godt nok trængsel! · Men herligt var det. På grund af den nye skolereform blev vi delt efter 5. klasse, hvor nogle kom i almen linie og andre i den boglige. Det betød nye klassekammerater og nye lærere. Vi var den første årgang efter den nye reform, og det betød også, at vi fik splinternye bøge, i nogle fag, og det var jo vildt spændende, da nogle af bøgerne var helt forskellige fra "normale" skolebøger. I løbet af mine 2 år i den boglige linie blev der oprettet et skolekor ledet af Karen Margrethe Houlberg, og jeg sang i skolekoret næsten resten af min skoletid. I de 3 år i realklasserne var jeg med i skolepatruljen, som lærer Erik Herping havde ansvaret for.

Skolen var altid repræsenteret med flere hold ved det årlige håndboldstævne den gamle annekshal ved Randers-hallen, og jeg og en klassekammerat havde den gode oplevelse i 2„ real sammen med nogle piger i

Side 9 af 57 Tilbage

realklassen (efter den gamle ordning) at hente en pokal hjem til skolen. Så rankede man ryggen på ens skoles vegne, når Østervangsskolen var med i front. Hvert år var der skolebal, nej skoleballer, for de blev holdt over 3 aftener på grund af Det store elevtal. Det var altid 8. klassetrin, der var med i skolekomedien, og jeg var l stykket ''Anden i flasken'' som fløjtespillerske i et harem. Ak ja, hvad har man Ikke bedrevet, mens man var skoleelev. De 3 år i realklasserne gik jeg i en klasse med et overordentligt godt kammeratskab. Vi var 13 drenge og 10 piger, som tog realeksamen i 1964. Det gode kammeratskab gjorde, at vi kom meget hos hinanden på kryds og tværs, og j eg kan slutte med at fortælle, at vi i 1989 holdt 25 års jubilæum, hvor Erik Herping og Knud Dahl var med, og at vi i 2004 mødtes til 40 års jubilæum, dog kun en lille gruppe på 8. Til gengæld er vi 6 piger, som tog realeksamen sammen, og vi mødes stadig ca. en gang om måneden. Det betyder faktisk, at nogle af os har holdt sammen i 50 år!!

Det tidligere lærerværelse

Side 10 af 57 Tilbage

Lillian Warthoe-Hansen fortæller: (Ansat på Østervangsskolen fra 1. maj 1956 til 1. maj l 992 - sådan cirka) Minder fra en særdeles svunden tid i anledning af Østervangsskolens 50 års jubilæum. En tidlig forårsdag i slutningen af april måned 1956 stod jeg med bankende hjerte nede på Dronningborg Boulevard og stirrede på den lange vej op til skolens kontor - ung, iført mit bedste tøj, højhælede sko og kæk alpehue på skrå. Forhistorien var den, at jeg fra Askov Højskole havde sendt et ganske al mindeligt brev til Randers kommune, at nu var jeg færdig der, og nu ville jeg da gerne komme tilbage til Randers hvis man ville have mig. ''Ih jo, kom da endelig. Vi har bygget en helt ny skole, og der er nu den lille klasse, De havde på Nyvangsskolen, nu 2„ klasse - De er meget velkommen''. Sådan var det dengang i 50'erne med stor lærermangel. Jeg påbegyndte min vandring op igennem den skolegård, der de næste 36 år skulle være min. Noget beklemt bankede jeg på døren til skoleinspektørens kontor. Indenfor mødte jeg en høj statelig herre 1 sin bedste alder - viceinspektør Georg Jensen. ''Goddag frk. Nielsen, velkommen til Østervangsskolen''. Efter forskellig høflighedsudveksling sagde han: ''Og der er så Deres skema''. Han pegede på en stor trefløjet sag og Bad mig tage den i øjesyn. Jeg havde aldrig nogensinde set sådan en trefløjet sag før. Jeg så et utal af små paplapper omhyggeligt stukket ned i små lommer. De havde forskellige farver, og der stod både bogstaver og tal på dem. Jeg tænkte: '' Du milde himmel, der bliver noget at rive i her''„ ''Er det ikke spændende?'' spurgte den venlige viceinspektør. Jeg tror nok jeg fik fremstammet et spagt "Jo". Nu ville han så vise mig lærerværelset. Det var foreløbigt kun et klasseværelse. Skolen Var jo ikke færdigbygget. Vi kom indenfor. Der var ingen lærere, så jeg havde svært ved at vurdere, hvor mange vi var om at dele "de ca. l 000 timer'' eller flere om ugen, som de små sedler dernede på denne her trefløjede sag indebar. Aldrig nogensinde havde jeg set et lærerværelse møbleret sådan. Midt for den ene endevæg stod der en stor gammel mahognisofa med et slidt sort betræk. Ved hver side et stort skrummel af et skab. Muligvis beregnet til garderobe. Spredt ud i lokalet gamle borde og umage stole. Nogen havde vist været på loftet og hentet det hele frem. Den slidte sofa spillede en vis rolle i hierarkiet, fandt jeg senere ud af. Køkken var der ikke noget af. Men der stod et par store ''Madam Blå'er''. Selv pionerlærere skulle altså dog have kaffe. Jeg mødte så 1. maj med hjertet oppe i halsen. Heldigvis fik jeg udleveret det skema jeg skulle arbejde efter. 36 timer å 50 minutter om ugen. Adskillige dage til k1. 15. Det var da bedre end de 1000 lapper på den trefløjede.

Side 11 af 57 Tilbage

2. c 1956 Da jeg kom ind på lærerværelset vidste det sig at den sorte sofa var forbeholdt stedets to højest rangerende mandlige lærere. De henviste venligt; med et politisk glimt i øjnene, de unge lærerinder til de umagelige andre stole. Nå pyt, vi vidste jo, vi skulle være der til k1.15, så kunne vi jo bare indtage den sorte sofa i de sene frikvarterer. Det skulle vi bare aldrig have gjor.t Den sorte sofa havde nemlig små forræderiske rustne søm, der stak frem, netop der, hvor vore dyrt indkøbte nylonstrømper befandt sig. Vi gik dengang j tækkelige kjoler og strømper og højhælede sko. Ikke noget med lange bukser, nedringede bluser og flade sko, som det siden kom på mode blandt lærerinder. De ældre mandlige lærere fik lov at beholde den sorte sofa i fred. Kaffen var et kapitel for sig. Der var som sagt ikke noget køkken, men en kogeplade med e n m eget stor gryde. Vi var 20 1ærere, vidste det sig. Jeg havde aldrig i mit unge liv prøvet at lave kaffe til 20 mennesker, og en skønne dag blev det jo min tur. De andre var noget skeptiske, da de blev klar over det. Der faldt en del betænkelige bemærkninger. Gryden var jo næsten lige så stor som mig. Jeg husker ikke om kaffen kunne drikkes. Opvasken - du goldeste. Den foregik i en balje vand. Vi stod på række og geled og hver dyppede sin kop og underkop i vandet. Det var strengt forbudt at efterlade små sjatter kaffe i koppen. Vi fik ordentligt udvekslet bakterier dengang, men pionerlærere er hårdhudede, så vi overlevede.

Det med at overleve fik vi unge Lærerinder også brug for, da øst fløjen var færdig. Vi skulle nemlig derover med eleverne fra 1. klasse til 5. klasse. Til at begynde med var det herligt. Store vinduer, vidt udsyn Ul Side 12 af 57 Tilbage

kornmarker, ja helt ud over fjorden. Morgensolskønt. Men efterhånden blev vi noget betænkelige. På sådan en dejlig sommerdag, hvor solen bagte ned på de flade tage kunne temperaturen hen ad ved 13-14-1 5 tiden godt snige sig op i nærheden af 35 grader inde i Lokalerne. Det var egentlig meget. Vi blev Lidt sløve af det. Men det var meget værre da det blev vinter. Nordøstenstormen peb ind ad vinduerne. Fødselsdagsflaget blafrede i vindueskarmen og termometret viste 6 grader. Vi frøs. Jeg underviste i gammel pels med hue og vanter og støvler på. Børnene beholdt alt overtøjet på. Vi klagede vores nød, men fik den besked, at ingen Andre på skolen frøs. Unge Lærerinder og små elever skal ikke være pivede. Der var ingen, der sagde arbejdsmiljølov dengang. Det stod på i 1O år indtil man en dag, i al sin visdom, fandt på, at de store elever og deres velrenommerede lærere nu skulle over i øst fløjen, Vi udvekslede sigende blikke og stemte for forslaget. Det gik så også Lige til den første nordøstenstorm satte ind, så nedlagde man arbejdet i øst fløjen og sendte eleverne hjem. Nu blev der pludselig isoleret og den øverste tredjedel af vinduerne blev blændet med isoleringsplader. Men ordentlige temperaturer i Lokalerne kom der først i oliekrisen. Da sku1le alle kommunens varmeinstallationer gennemgås, og rygtet vil vide, at på Østervangsskolen var installationen til øst fløjen monteret omvendt. Pludselig var der meget vi ''unge" Lærerinder forstod. På et andet tidspunkt fik vi selvfølgelig også et Lærerværelse med køkken og kaffe dame. Sikke en svir. Ikke at forglemme gode stole til alle. Senere kom der et endnu større Lærerværelse med køkken og kaffedame og opvaskemaskine og kaffemaskine og flot sofahjørne og flotte borde og stole, for nu var vi 70 Lærere og rigtig mange børn. Siden er det gået ned af bakke igen. N u er der vist kun 20 Lærere og ingen kaffedame. Ak ja - tiderne skifter - men min kærlighed til Østervangsskolen - min skole – blegner aldrig. Jeg elsker den skole af hele mit hjerte og jeg mindes de ældre Lærere, der var på skolen, da jeg kom med stor glæde. De havde en ustyrlig sans for en til tider barsk humor, der satte tingene i relief og fik de vanskeligheder, vi også havde, til at fremstå Som overkommelige. Humor er dog en guds gave.

Gunhild Heibøll fortæller: D„ l. apri11956 startede jeg på Østervangsskolen i l. mellem. (6. kl.). Jeg var da 11 år gammel. Skolen var helt ny. Der var bl.a. svømmebassin ved skolen. Jeg kom fra Markedsgades skole, hvor jeg gik de første 5 år af min skolegang. Dengang var der ingen børnehaveklasse. I 5. klasse skulle vi til optagelsesprøve, så man kunne se, om vi kunne klare mellemskolen. Hvis ikke man kunne eller ikke havde lyst, gik man i fri mellem. Fra Markedsgades skole kom de fleste på mellemskolen på Hobrovejens skole. Det gjorde flest af pigerne i min klasse også, kun min veninde og jeg kom på Østervangsskolen. Det gjorde drengene j vores klasse også, bare i en anden klasse. Vi korn i C klassen, som skulle blive den bedste klasse på skolen, syntes vi selv! Vi kom fra de 4 gamle skoler: Markedsgade, Nørrestræde, Hadsundvej og Fabersvej (det, der nu er Randers Real). Vi blev hurtigt til een klasse.

Side 13 af 57 Tilbage

Vi havde en rigtig dejlig klasselærer, som hed Verner Pedersen, flink og rar og med rigtig gode evner til at lære fra sig. Vi havde ham til dansk, engelsk og historie. Den klasselærer betød meget for mig, og hans fag blev mine bedste fag. Jeg husker også lærerne: Krogh, Thorsen og Dahl. Krogh havde vi til matematik. I realklassen var mange piger stået af det der matematik. Vi havde så i stedet pigeregning eller tøseregning, som vi kaldte det. Vi passede os selv i timerne. Krogh kikkede ind engang imellem for at se, om vi lavede noget. Men ofte var det alt andet end regning, der var gang i, vi var jo tøser. Thorsen havde v¡ til tysk. Han kunne være lidt skrap, især overfor drengene, som også kunne være temmelig frække, b1.a„ noget med tegnestifter på lærerens stol. De fleste piger dengang gik jo i ''flinkeskolen'' og lavede i hvert fald ikke åbenlyst ballade. Så var der lærer Dahl, en lidt excentrisk person. meget rar, men kunne også blive rigtig vred. Dahl havde skolekoret. Man skulle ikke Levere flade aer der. Jeg havde ham også til fransk. Engang har vi nok ikke artet os helt ordentligt. Han forlod os i hvert fald i vrede midt i timen, og vi sad målløse tilbage. Jeg var meget glad for at gå i skole, og når jeg ser tilbage, synes jeg også, at det var en moderne skole. Vi havde et godt kammeratskab i klassen. Der var selvfølgelig kliker som i dag, og der var sikkert også børn, som følte sig mobbet. Jeg tror dog ikke, problemet var så stort, som man hører, det kan være i dag. Vi havde gode oplevelser. Der var skoleudflugter, skolefester, Bornholmertur, og konfirmationsfester. I realen (10. kl.) var der afskedsfest, hvor pigerne var klædt ud i charleston kjoler og drengene var i kjole og hvidt eller smoking. Vi gik i optog gennem byen.

Hvor var så forældrene? Som jeg husker det, havde de meget Lidt med skolen at gøre. Jeg kan ikke mindes, at der blev holdt forældremøder. Jeg tror, at forældrene var med Til nogle skolefester. Der har nok også været kontakt, hvis der var problemer, men ellers Kunne forældrene bare skrive karakterbogen under! Hvis de ellers havde Lyst! Dette var et tilbageblik på 5 dejlige og vigtige år i mit Liv. For mig er det underligt at tænke på, at det er 50 år siden, at jeg startede på Østervangsskolen, men fakta kan jo ikke bortforklares, Skolen skal jo tænke fremad. Jeg ønsker jer et godt jubilæum og alt godt for skolen fremover.

Side 14 af 57 Tilbage

Elinor Andersen fortæller: Jeg blev ansat på Østervangsskolen 1. august 1956. det første år var meget præget af byggeriet. Midt i en time kunne man f.eks. blive overdøvet af en håndværker, der stod og slog på kanten under vinduet, Skolen var jo kun halvt færdig. Gymnastiksalene blev Først færdige til l. januar og sportspladsen i Løbet af foråret. Indtil da cyklede de store elever ud til ungskuepladsen (hvor nu Nørrevangsskolen Ligger). Med de små elever gik vi til Bækkestien og Legede forskellige Lege. i dårligt vejr måtte vi blive i klassen og Lege indendørslege eller Læse historier. Det var en stor dag, da vi kunne komme i gymnastiksalen. En Lille pige i l. Kasse blev desværre skuffet. Hun havde haft polio og kunne Derfor ikke tåle at deltage i gymnastikken. Hun måtte fritages og gå til sygegymnastik. I februar 57 blev 22. klasser og deres klasselærere en dag hentet af ''salatfadet'' og betjent Svoldgård, som stod for færdselsundervisningen ved skolevæsenet. Vi blev kørt til Randers Bro, hvor byens eneste Lyskryds var. Her travede Svoldgård rundt med børnene, så de kunne lære noget om rødt og grønt lys. En ældre mand, som kom forbi, bemærkede, at så unge Lærerinder havde man ikke haft i hans skoletid(vi var 23 og 25). I juni 57 havde Randers Havn besøg af 2 engelske minestrygere. De 4 1. mellem blev inviteret ned på skibene sammen med de 4 engelsklærere og skoleinspektøren. Marinerne var klædt ud som pirater og havde et vældigt underholdningsprogram for børnene. De 41ærere blev desuden inviteret til cocktailparty en aften. Hvert år var hele skolen på udflugt en dag. 1. og 2. klasse blev i bus kørt til enten Volk Mølle, Hadsund eller Hinnerup. Resten af skolen gik til banegården med musik og Skolens fane i spidsen. Der gik vi ombord i et særtog, som kørte til steder som Ebeltoft. Munkebjerg(hvor den rullende trappe var Lukket pga. et uheld), Himmelbjerget, Hald (v. Viborg) eller Rold Skov. Traveturen gennem byen fik vi også på børnehjælpsdagen. Vi mødte de andre skoler ved Fynsgade(hvor nu Randers hallen Ligger)„ Derfra gik vi i Lange rækker gennem byen op til Skovbakken, hvor der var Tivoli. Mange af børnene var klædt ud. 3 gange har Lærerne opført skolekomedie. 1 '72 var det Gøngehøvdingen, som blev vist. Det var sjovt at mærke forskellen på publikum. 1 . og 2„ klasse var Lidt urolige og skulle tit på wc, 3. og 4. klasse var meget opmærksomme for at få det hele med, 5., 6„ og 7. klasse havde overskud til at grine, når noget var sjovt. De store elever så ikke forestillingen, da de nogle år havde udnyttet skolefesten til at stikke af til byen. Det ville Lærerne ikke stå model til, så i et par år fik de store ikke skolefest. Først da en dygtig elevråds formand fik "styr'' på ''tropperne'', kom festerne i gang igen. Mange ting er ændret siden starten i 1956.| år prøver politikerne så igen på at forny skolen. Jeg forlod Østervangsskolen i 1993, men jeg besøger af og til "min" gamle skole.

Side 15 af 57 Tilbage

Side 16 af 57 Tilbage

Side 17 af 57 Tilbage

Socialdemokraten d. 29. maj 1957 "Østervangsskolen i Randers måtte tages i brug før den officielle indvielse foretages Men selv om børnene allerede føler sig hjemme i skolen, som indvies ved en højtidelighed på fredag og overdrages til skolevæsenet, er der dog noget nyt at tage i brug - festsalen og særlokaler til husgernings og sløjd samt biblioteket. Man kan vel dårligt nok forsvare at skrive om den nye Østervangsskole i Randers, selvom den officielle indvielse af skolen med selve at overdragelsen først finder Sted på fredag. Allerede for godt et års tid siden rykkede de første elever ind på skolen, både 1. afdeling og 2. afdeling har været uofficielt indviet et stykke tid... så ny er skolen ikke længere for elever og Lærere! Alligevel bliver der tale om indvielse af noget nyt efter den høj tidelige overdragelse på fredag, nemlig skolens festsal, der kommer til at danne ramme omkring den officielle fest, samt særlokaler til husgerning og sløjds samt skolens bibliotek. "Regningen'' færdig til indvielsen Det har imidlertid været tvingende nødvendigt for skolevæsenet at tage skolen i brug før dens endelige færdiggørelse, fordi elevantallet steg hastigt. Allerede da Randers kommunale skolevæsen tog Nyvangsskolen i brug ¡ 1951 begyndte man at tale om, at nu måtte der tages fat på forberedelserne af det næste skolebyggeri - Østervangsskolen. Der blev udarbejdet et projekt til 4,8 mio. kr. - man regner med at have regningen færdig ved indvielsen på fredag. Det vil ikke være overraskende om slutsummen bliver en del højere. Projektet blev udarbejdet af arkitekt R Hougård Nielsen; det er for Længst en kendt sag, at opgaven er Løst på en utraditionel måde, således at skolen både af ydre skikkelse og af ¡indretning er særpræget. Den er beregnet til at skulle Rumme ca.1150 børn i de 28 normalklasse ser plus særlokalerne. l forhallen til festsalen er anbragt et kort over Randers Djursland samt et "orienteringskort'' over skolekomplekset. For den, som første gang besøger skolen, kan det godt være påkrævet med en skitseorientering, men børnene finder si allerede godt hjemme i den 7-fløjede Østervangsskole med dens Mange og farverige afdelinger. Det er en moderne skole, fornem i stil og praktisk i indretning, Randers her indvier. Skolen opført på knap 2½ år Det første spadestik blev taget 16.december 1954, og trods hård frost i den følgende vinter var der et enestående tempo over arbejdet, hvilket ikke mindst murermester Thomas Sørensen tilkommer æren for Han sprængte sig bogstaveligt talt vej gennem frostlaget med dynamit og da foråret kom, kunne man tage fat på at rejse murene. 20. september 1955 var der rejsegilde på l. afdeling og 5. april 1956 blev denne afdeling taget i brug. 17. oktober 1956 holdtes rejsegilde på 2. afdeling af skolen, og den blev taget i brug l. April i år. Det har altså taget knapt 2½ år at bygge Østervangsskolen helt færdig. I de sidste dage er der sket en hel del på skolen. Særlokalerne har fået den sidste afpudsning. Skolebibliotekets medarbejdere har haft travlt med at pakke bøger ud og fylde reolerne. Festsalen har fået den sidste udsmykning, de kunstneriske friser over hovedindgangen og ved drengenes gymnastiksal er knapt nok tørre. i skolegården har man rejst den nye flagmast, som tages i brug på fredag. i øvrigt har skolen også fået tilsagn om en fane fra Danmarkssamfundet... men da uddelingen først finder sted på Skovbakken 15. juni, kan fanen altså ikke præsenteres før skovturen til Munkebjerg den 17. juni…"

Side 18 af 57 Tilbage

Side 19 af 57 Tilbage

A.V. Øhlenschlæger fortæller: Skoleliv på Østervangsskolen I september 1968 var jeg første gang på besøg på Østervangsskolen. Jeg var involveret i forbindelse med forsøgsundervisning i matematik i en 3. klasse. Jeg oplevede en stor ikke særlig behagelig skole. Og det var så det. Der var dejligt i Risskov, hvor jeg boede. Men den dygtige ihærdige Lærer i matematik på Østervangsskolen besluttede at rejse til Grønland. Skolens inspektør Helge Christensen overtalte mig til at blive ansat som Lærer på skolen. Det blev min skæbne, hvad angår skoleliv. Den 1. august 1969 blev jeg ansat på Østervangsskolen. Jeg kom hurtigt til at elske denne skole. Det blev min skole. Der var ca. 1000 elever fordelt i to typer specialklasser, normalklasser og realklasser. Alt for små og få klasseværelser. Eleverne i de første årgange mødte enten på formiddagshold eller eftermiddagshold. Så kunne klasseværelserne udnyttes bedre. Der var mangel på Lærere. Lærerne nøjedes derfor ikke med de 371ektioner, men havde måske 40 Lektioner pr. uge. Det var i 1970-erne en brydningstid i folkeskolen og derfor også på Østervangsskolen. Skolen, Ledelse og Lærere mistede indflydelse på skolehverdagen til forældre og elever. Skolenævn fik indflydelse, forældre og elever skulle høres før skolens afgørelse Om elevers optagelse i realklasse. Udviklingen hen imod skolebestyrelser med deres beføjelser og elevers egen afgørelse ved valg af skolegang ¡ folkeskolen var startet. En samfundsudvikling som for ansatte i Folkeskolen var en stor udfordring. Men det gjorde Mit skoleliv spændende. I december 1975 døde skole inspektør HeIge Christensen Han havde gennem mit arbejde som lærerrådets formand - givet mig et stort indblik i lederarbejdet på Østervangsskolen. Da jeg forinden havde besluttet, at jeg vilje være leder i den danske folkeskole. Søgte jeg stillingen som skoleinspektør på skolen. jeg fik stilling fra 1. marts 1976. Dengang var lederarbejdet virkeligt et inspektørarbejde. Det var vigtigt at kende alle lovbestemmelser m.m. og sørge for, at de blev overholdt på skolen. Dernæst skulle skoleinspektøren ifølge unge lærere helst være deres ligemand. Det var også i denne periode, at de sidste lærere blev dus med eleverne. Og eleverne begyndte at kalde lærerne ved fornavn. Autoriteterne forsvandt mere og mere. Denne ændring medførte som en selvfølge, at de pædagogiske metoder skulle udvikles / ændres. Hvis ikke dette skete, ville det gå ud elevernes indlæring / socialisering m.m.. Endnu engang en stor udfordring for skoleledelsen lærerne. Heldigvis Lykkedes det at få Randers Kommune til at forstå, at det ikke var nok med en grunduddannelse som skoleleder / lærer. Der skulle efteruddannelse til ledere og lærere. Lærere blev til personale, da en personalegruppe med en anden pædagogisk uddannelse kom ind i folkeskolen. Pædagoger til børnehaveklasser og specialklasser, samt senere i skolefritidsordninger.

Side 20 af 57 Tilbage

Op gennem 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne oplevede Østervangsskolen måske sin største udfordring. Elevtallet dalede katastrofalt, fra ca. 900 til ca. 250 elever. Specialklasserne, som havde været med til at give skolen et dejligt socialt miljø med hensyntagen til hinanden, flyttede fra skolen. Der skete store nedskæringer i personaleantallet. En aftale for lærerpersonalet betød at de sidst ansatte enten blev fyret eller tvangsforflyttet, hvis frivillige ikke meldte sig til forflyttelse. Det betød store udfordringer for de ''gamle'' ansatte på skolen. Men skolen viste sin evne til overlevelse. Udfordringen blev taget op af skolebestyrelse, de ansatte og ledelse. Men midt i dette - med en stor delvis moderniseret skole med tomme lokaler - var skolen også parat til en dialog om nedlæggelse af Østervangsskolen. Samtidigt arbejdede skolen intens på at udnytte faciliteterne. Fritidshjemmet, der fungerede i lejede lokaler på skolen, blev udvidet med en juniorklub. Vi fik startet centerklasserne for elever med særlige generelle vanskeligheder. Eleverne kom fra kommuner i den nordlige del af Århus Amt, og klasserne blev drevet efter overenskomst med Århus Amt. Skolen etablerede en fritidsordning, Solstrålen, med egenbetaling fra kommunerne, der havde eleverne på Østervangsskolen. Endnu engang fik Østervangsskolen specialklasser til glæde for skolen. Igen blev der ny ansættelser og dermed følgende naturlig inspiration udefra. Skolen var på vej væk bølgedalen. Elevtallet til normalklasserne steg. Skolen blev igen op mod årtusindskiftet tosporet med specialklasser. Det var dejligt for alle, måske mest for skoleledelsen. Det er betydeligt lettere at lede en skole i fremgang med ny ansættelser end en skole i tilbagegang med afskedigelser. Fra midten af 1990-erne blev delegering af ansvar almindelig i samfundet og derfor også i skoleverdenen. Mere og mere frihed til den enkelte skole. Det var som leder dejligt at opleve denne ændring. Lederarbejdet på en skole gik nu hen mod det, jeg altid havde ønsket. Langsomt blev Østervangsskolens ejer, Randers Kommune, bedre til at afstikke de overordnede rammer, hvorefter Østervangsskolen skulle ledes. Værdier Blev formuleret. Alt dette medførte også en ændring i skolens indre liv. Naturligt måtte iværksættes tiltag, der gjorde det muligt, at delegere ansvar ud i selvstyrende team. Den afdelingsopdelte skole var det sidste store pædagogiske projekt, jeg startede før Min afsked. I perioden fra l . august 1969 til på papiret 31. marts 2003 var jeg tæt på Østervangsskolen. Det er næsten 34 år af skolen 50 års historie. Fra 1 „ marts 1976 var jeg skolen leder. Jeg opfattede altid skolen som min. Det var ikke blot min arbejdsplads, det var mere, det var det, jeg elskede og holdt af, mit skoleliv. Altid mødte jeg med glæde min skole om morgenen. Mange uhyggelige, forfærdelige og ubehagelige oplevelser har jeg haft i forhold til elever, forældre, ansatte og myndigheder. Alt dette blev ti| den ballast, der forbedrede mine muligheder for at lede skolen. Derfor er de sammen med de fantastiske mange skønne oplevelser min erindring om Østervangsskolen, mit skole liv.

Til slut ønskes Østervangsskolen alt muligt godt i fremtiden A.V.Øhlenschlæger pens. skoleinspektør

Side 21 af 57 Tilbage

Side 22 af 57 Tilbage

Amtsavisen d. 11. august 1979 "Det nye byggearbejde på Østervangsskolen har lukket populær skolesti Randers - Udvide/sen af Østervangs skolen er begyndt, og det har skabt et om end Lille problem: Byggearbejdet har lukket stien fra Christiansborgvej en skolevej, som næsten 2/3 af eleverne bruger. Det er en midlertidig ændring. Stien er inddraget som byggeplads, og vi har lukket helt af - af sikkerhedsmæssige grunde, siger skoleinspektør A. Øhlenschlæger. Stien genetableres - i nærheden af den gamle men mens byggeriet står på, må eleverne benytte skolevejen fra Dronningborg Boulevard. Det skal forældrene have besked om, og det får de også, når skoleåret begynder på mandag. I en skrivelse foreslår skolen, at eleverne benytter Bækkestien som en del af skolevejen, for så undgår de det store kryds ved Hadsundvej og boulevarderne. Byggearbejdet inddrager også halvdelen a cykelstativerne og det bliver derfor nødvendigt at inddrage nogle af de cykelkort, eleverne har fået tildelt som tegn på, at de må benytte stativerne. Men vi kan jo ikke inddrage cykelkortene, før eleverne kommer i skole efter sommerferien, og derfor vil jeg gerne opfordre til, at eleverne lader cyklen stå hjemme de første dage, siger skoleinspektør Øhlenschlæger. I løbet af kort tid finder vi en ordning på det problem, men vi har simpelthen ikke cykelstativer til alle med cykelkort. Børnehaveklasser til januar. Østervangsskolens udvidelse - til godt 10 millioner kroner - omfatter primært en fløj med otte klasseværelser, sanglokaler og to børnehaveklasser. I disse to lokaler etableres trebørnehaveklasser - og det bliver 1. januar 1980. Selv om etableringen af børnehaveklasserne på Nyvangsskolen og Vestervangsskolen er forsinket, bliver Østervangsskolen den sidste i Randers, der får børnehaveklasse i: Men hos os er der ikke tale om forsinkelse, siger skoleinspektøren. Det har hele tiden været planlagt, at vi skulle begynde til januar. Jeg synes, det er godt, vi får børnehaveklasser nu, men min holdning har været, at vi ikke skulle have dem på bekostning af rimelige forhold for de andre skoleelever, dvs. før vi faktisk havde plads. i mellemtiden kan jeg sige, at børnehaverne her omkring har en slags indskolingsprogram for de seks årige, og vi har da også haft besøg af en gruppe her på skolen. Mange af dem bliver senere elever på Østervangsskolen. De nye 1. klasser elever begynder på tirsdag og på Østervangsskolen er de første 14 dage en "blid overgang" med kun to timers skolegang om dagen. Sådan er det, fordi skolen ikke har haft børnehaveklasser sidste skoleår så skolen er ny for eleverne. I øvrigt begynder børnehaveklasserne på de fleste Randers Skoler på torsdag."

Side 23 af 57 Tilbage

A.V, Øhlenschlæger fortæller: Østervangsskolen - bygget af en kommune med visioner Da jeg som leder af Østervangsskolen i slutningen af 1970’erne fik til opgave at ud arbejde en plan for modernisering og udbygning af Østervangsskolen til en moderne folkeskole med 3 spor til normalklasser og i spor til specialklasser, gik det virkeligt op for mig, hvor fremsynet bygherren havde været i 1950’erne. Østervangsskolen var planlagt og bygget efter de nyeste idealer skolemæssigt, men også med tanker på det det social og sundhedsmæssige.             

klasselokaler med lysindfald fra to sider (for stort lysindfald desværre overset) klasselokaler med kort afstand til tavle klasselokaler uden forhøjninger (fælleslærerrådet fik dem desværre med i sidste øjeblik) klasselokaler med plads til 18 elever (det forventedes at blive normen) klasselokaler med håndvaske (helt nyt i Danmark) faglokaler til håndarbejde, tegning, geografi, sang, fysik, biologi, træsløjd, metalsløjd. småsløjd, el køkkenskole med barnepleje og gas køkkenskole. gymnastiksale, 2 stk. svømmebassin, udendørs festsal med scene, garderobe, bad og omklædning skolebibliotek med læsesal skolepsykolog kontor tandlægeklinik lægeklinik

Ud over ovenstående var der selvfølgeligt udendørs toiletområder for elever, et læreværelse med separate indgange for henholdsvis Lærerne og Lærerinderne og et kontor til inspektøren og til hver af de to viceinspektører. Skolesekretær eksisterede ikke. Østervangsskolen blev bygget med mange flotte arkitektoniske detaljer. F.eks. døre af teaktræ med flotte pudsede messingbeslag, ternede flisegulve i grå og sorte nuancer, indgangene med store glaspartier og specielle lamper, samt udsmykninger ved indgange og i festsal af malerskolen på Randers Tekniske Skole. Der var selvfølgeligt også bolig til skolepedellen. Skoleinspektørens bolig blev kun tegnet og planlagt placeret, men aldrig bygget. Der blev planlagt tre parkeringspladser. Med udgangspunkt i ovenstående blev Østervangsskolen planlagt moderniseret og udbygget efter ca. 20 års anvendelse. Det spændende dengang og ved senere ændringer i planen var, at ændringer i skolen fra 1950erne var mulige. Skolen er bygget på en måde, der indtil nu har givet gode muligheder for ændringer som følge af pædagogiske og samfundsmæssige krav. Det er ikke tilfældet med mange skoler bygget i denne periode. Til sidst et stort tillykke til Østervangsskolen med de 50 år. Østervangsskolen, der ud over bygninger, mest er elever, forældre, personale. Ledelse og ejer.

Side 24 af 57 Tilbage

A.V. Øhlenschlæger

pens. Skoleinspektør

Side 25 af 57 Tilbage

Et dejligt friluftsbad, som på nogle dage besøges af næsten 800 børn Friluftsbadet på Østervangsskolen er nu taget i brug, og skolebørnene er ovenud glade for det fine bad, som ser så dejligt ud som det flotteste ''millionær bad" i Hollywood. Fliserne i bunden af det store bad giver vandet en herlig grønblå frisk farve, og vi ville ønske, at ovenstående billede kunne have været trykt i farve, sådan at læserne kunne have fået et indtryk af det smukke farvespil mellem det grønblå vand og pigernes røde, gule, hvide, blå og sorte badedragter. Forsøgsvis vil man i år også lade eleverne far Hadsundvejens skole benytte badet, og på nogle dage vil man således komme op på et besøg af næsten 800 børn. Alle børnene sæbevaskes, før de går i badet, hvis vand vil blive regelmæssigt kontrolleret af sundhedsmyndighederne. Som tidligere omtalt kan badevandet opvarmes, og med gode vejrforhold skulle det således være muligt at bade til hen mod oktober.

Side 26 af 57 Tilbage

Randers Amtsavis juni 1969 "Vandaler skyld i' at svømmebad lukkes” Det bliver nødvendigt at lukke Østervangsskolens åbne bad ¡ sommerferien, fordi der svines helt utroligt om aftenen og natten. Randers kommune ser ikke anden udvej end at Ikke Østervangsskolens svømmebassin, når sommerferien begynder i næste uge. Det lyder mærkeligt, at man Lukker e bad, netop på et tidspunkt, hvor der er mest brug for det, men baggrunden er, at unge mennesker om aftenen og natten skaffer sig adgang til badet og rent ud sagt sviner og Laver uro så beboerne på Granvej flere gange har klaget over uroen fra badet. Jeg havde meget gerne set, at Østervangsskolens svømmebad kunne være åbent også i sommerferien, hvor man må formode, at der virkelig er behov for det, men det kan ikke Lade sig gøre, siger formanden for Randers byråds kulturelle udvalg, kordegn Verner Jensen, Randers. Dat er helt utroligt, hvad der foregår om aftenen og natten. Der er spektakel helt til kl. 2, og beboerne ved Granvej har flere gange klaget over uroen fra badet. Vi har anmeldt det passerede til politiet, der har lovet at holde et vågent øje med, hvad der passerer i Østervangsskolens bad, men alligevel klatrer de unge over indhegningen om aftenen og morer sig meget støjende på badets grund. Dertil kommer, at der svines helt utroligt af de unge, der afleverer deres "visitkort'' overalt i badet. Det er ikke noget opløftende syn, og vi er forberedt på at det vil tage overhånd, hvis badet lår lov til at være åbent i sommerferien. Derfor er der truffet bestemmelse om, at vandet bliver Lukket ud, når den sidste elev har forladt Østervangsskolen for at holde sommerferie, og der kommer ikke vand i bassinet igen før efter sommerferien. Ikke mindstjeg beklager denne udvikling, når mange børn kunne have haft glæde af badet i sommerferien, men vi ser os nødsaget til at tage dette drastiske skridt. Der er sikkert ikke andet at gøre end at overbygge svømmebadet, muligvis en ''boble'' overbygning, men det vil sikkert vare en rum tid, inden det vil ske -jeg vil i hvert fald ikke stile forslag i byrådet foreløbig, slutter Verner Jensen.”

Side 27 af 57 Tilbage

A.V. Øhlenschlæger fortæller: Sket på Østervangsskolen Nedenstående er oplevelser fortalt af gamle elever eller selvoplevet.

Terrorister på Østervangsskolen. Dette var en overskrift i den lokale avis i begyndelse af 1960’erne. Nogle store piger på Østervangsskolen generede voldsomt mindre børn på skolen. De mindre børn turde ikke komme i skole, da de ikke kunne være i fred i skolegården. Dagen efter var der i avisen et læserbrev fra terroristerne. Terroristerne - de store piger - forklarede, at de var efter de mindre børn, fordi de ødelagde deres nylonstrømper. Ufrivillig kuldeferie. Endnu en overskrift i avisen. Elever sendt hjem fra skolens øst fløj, da varmerørene i Loftsvarmen var frosset. Lærer bidt af hund. En på legepladsen besøgende hund bed en overlærer, der forsøgte at genne hunden bort. Hunden blev som straf bortvist fra skolen. Evakuering sted. Skolen er udpeget til at være indkvarteringssted ved katastrofer. Det har medført store indkvarteringer ved snestorme. Trafikanter kørt fast i sneen er blevet reddet af bered - skabs - og militærpersonale med specialkøretøjer og kørt til Østervangsskolen. På skolen fik de mulighed for varme, madrasser, tæpper og mad. Oplevelserne har givet undertegne indblik i menneskers reaktioner i pressede situationer. Det kan være rasende lastbilchauffører i forhold til andre trafikanter og politi, ulykkelige småbørnsfamilier, rasende klager over mad og indkvarteringsforhold og rolige beredskabs, politi, militær og redningspersonale. En særlig oplevelse er mediernes interesse for katastrofer. Skolen har klaret skolegang for fremmødte elever, selv om vi har haft ca. 200 indkvarterede. Det gav en ekstra oplevelse for elever og ansatte.

Jubilæumsbesøg. Besøg at elever, der har jubilæum i forhold til skolegang på Østervangsskolen er noget helt særligt. Gennem deres fortalte oplevelse skabes et stort kendskab til skolens kultur. Jubilarerne taler meget om skolefester med skolekomedier, lejrskoler, afstraffelser, omsorgsfulde lærere, lærere med speciel adfærd, samt selvfølgeligt egne oplevelser siden afgang fra deres skole, Østervangsskolen. Nogle få dejlige oplevelser skal her gengives: Et jubilæumshold skulle absolut se det gamle lokale nr. 1 i Søndergade. (Nu en del af skolefritidsordningen.). Da vi kom derned, trak en af de gamle elever en skruetrækker op for at fjerne pladen med den interne Side 28 af 57 Tilbage

telefon. Derefter blev der ledt efter noget nede i røret med ledninger. Intet blev fundet. Jeg fik at vide, at eleverne på deres sidste skoledag havde gemt et dokument i røret. Det skulle hentes om 25 år. Det dejlige var, at jeg så kunde give dem det lille dokument, som jeg for mange år siden havde fået overdraget af skolens pedel, da han under en reparation var stødt på det. Det var underskrevet med elevernes navne, så jeg var forberedt på situationen. Flere jubilæumshold har også efterlyst spanskrøret. Nogle har prøvet den på skolen kontor med tilkaldte vidner. Jeg har haft mulighed for at kunde vise dem klenodiet. Under ombygning af skolens kontorer i 1970erne blev spanskrøret fundet bag skabet i skoleinspektørens kontor. Som et minde havde jeg den altid Liggende i reolen bag mit skrivebord. Flere jubilæumshold har fortalt om seksualundervisning af skolelægen i skolen festsal. Det var i 1950-erne og begyndelsen af 1960-erne. Det var et forsøg. I starten kunne forældrene komme med, hvorfor undervisningen var om aftenen. En elev blev far under realeksamen i biologi. Nogle kammerater mente seksualundervisningen ikke havde været tilfredsstillende. Eksplosioner i fysiklokalet, når ikke fagligt uddannede undervisere var i gang. Mærker på loftets metalplader. A.V. Øhlenschlæger

pens. Skoleinspektør

Den første skolefest

Side 29 af 57 Tilbage

Amtsavisen november 1972 "Lærernes skolefest” Mange skoler holder skolefest i denne tid - med komediespil eller anden underholdning, men på Østervangsskolen var det i modsætning til de fleste andre lærerne, der var på scenen. De spillede ''Gøngehøvdingen'', og eleverne så på.

Det blev lærernes skolefest - først og fremmest fordi skolens ældste elever ikke var interesserede i en skolefest i år - hvis lærerne skulle med Resultat blev, at de store elever ikke kom med - og at ca. 30 af lærerne viste, at man godt kan lave skolefest uden 8. 9. og 10. årgang. Og så prøvede de på ''Gøngehøvdingen'' i deres fritid - bl.a. en hel række af lørdage formiddage:

Side 30 af 57 Tilbage

Side 31 af 57 Tilbage

Side 32 af 57 Tilbage

Amtsavisen d. 21. maj 1985 "40 børn kan gå på fritidshjem i deres skole Randers - 40 børn vil efter sommerferien kunne gå i fritidshjem efter skoletid på deres egen skole. Den sydvestlige fløj af Østervangsskolen skalindrettes til fritidshjem. Dermed bliver der slået to fluer med et smæk: Skolen har tomme lokaler, og der mangler fritidshjem i området. Socialudvalget havde egentlig arbejdet på at lave et skolefritidshjem på Rismølleskolen, da der slet ikke er fritidshjem i Dronningborg. Men der er ikke plads på skolen, og derfor faldt valget på Østervangsskolen. Byrådets økonomiudvalg godkendte i går en bevilling på 395.000 kroner, som skal bruges til den nødvendige ombygning af lokalerne. Byrådet tager stilling til det nye fritidshjem på sit møde den 3. juni. Socialforvaltningen har allerede haft flere henvendelser fra forældre, der gerne vil have deres børn indskrevet. Men indskrivningen af børnene begynder først efter byrådets møde. Skolefritidshjemmet får til huse i nogle 170 kvm. Store lokaler. Desuden bliver der mulighed for at låne faglokaler, f.eks. værksteder, på skolen. Ombygningen bliver ¡ikke særlig omfattende, men på grund af sommerferien kan det komme til at knibe med at få lokalerne færdige. Det er de, for sandsynligt, at fritidshjemmet starter i nogle midlertidige lokaler efter sommerferien. Det nye fritidshjem bliver en selvejende institution med skolenævnet på Østervangsskolen som bestyrelse. Dermed håber politikerne, at der bliver skabt et fornuftigt samarbejde mellem skole og fritidshjem.''

Side 33 af 57 Tilbage

Amtsavisen d. 19. marts 1990 ”Østervangsskolen får fem special-klasser Randers - Østervangsskolen i Randers får næste år fem nye centerklasser med i alt 29 børn. Børnene i centerklasserne har alle indlæringsvanskeligheder og dermed behov for anderledes undervisning. Men skoleinspektør på Østervangsskolen Anker Øhlenschlæger, mener ikke, at de nye børn vil volde problemer for skolen. Vi glæder os til at se de nye børn i august. Jeg er sikker på, at vi nok skal finde ud af det sammen. På Østervangsskolen har der tidligere gået børn med "lettere'' indlæringsvanskeligheder. Skolen har nemlig i flere år fungeret som specialklassecenter. Vi er nok klar over, at det bliver sværere at integrere den gruppe børn, som vi nu skal modtage. Men det er vi nu i gang med at indrette os på, siger Anker Øhlenschlæger. Positive tilsagn Sagen om de fem nye centerklasser har tidligere været vendt i bøde medarbejderforeningen og det tidligere skolenævn. Og begge instanser har givet positivt tilsagn til oprettelsen af de nye klasser på skolen. Fra Nørrevangsskolen og Øster Tørslev Af de fem nye klasser har de to klasser tidligere haft til huse på Nørrevangsskolen. To andre klasser har tidligere gået på Grønhøjskolen i Øster Tørslev. Den sidste klasse er en helt nyoprettet klasse med børn, der tidligere har gået i skole uden for kommunen Ledig fløj De fem klasser får alle til huse i en fløj på Østervangsskolen, der indtil videre har stået ledig. Vi er selvfølgelig glade for, at vi endelig kan udnytte den ledige fløj, siger Anker Øhlenschlæger. Foruden de fem centerklasser på Østervangsskolen er der tre centerklasser på Tirsdalens skole og en centerklasse på Søndermarkskolen. På Tirsdalens skole er børnene i centerklasserne bevægelseshæmmede og på Søndermarkskolen har børnene tale-vanskeligheder.”

Side 34 af 57 Tilbage

Amtsavisen d. 4. august 1990 "De skal ikke isoleres” Randers - Centerklassernes elever skal ikke isoleres på Østervangsskolen, men sandkassen rutchebanen og gyngerne får de alligevel helt for sig selv. De flytter ind i den nyindrettede fløj på mandag, men fire af dem startede så småt i denne uge. De startede i fritidsordningen og tog forskud på glæderne. Jørgen, Thomas, Casper og Helle. De er allerede blevet fortrolige med skolens leder, A. Øhlenschlæger, der er åbenlyst glad for at se folkeskolebørn i den ledige fløj. Sammen med 25 andre børn skal de fordeles i fem centerklasser, og sammen med en lille flok skal de i fritidsordningen nogle timer efter skoletid. Ja, jeg er glad for, at v¡ igen har folkeskole i denne fløj i stedet for en eller anden kommunale foranstaltning uden børn, siger Øhlenschlæger. Eleverne i centerklasserne har jo generelle indlæringsvanskeligheder, men de skal ikke isoleres. Vi kan være fælles om mange ting, og det første bliver en aktivitetsdag i september - en dag med leg og sport. Vi kan være sammen om temadage med kreative gøremå1, skolefester og meget andet. Centerklasserne og deres fritidsordning har egen fløj og eget hjørne af skolegården, hvor eleverne kan være sig selv, men de er samtidig en naturlig del af skolens helhed, og Østervangsskolens leder er ikke det mindste bekymret på vegne af de handicappede børn. Vores elever er dejlige og ret tolerante overfor børn, der er anderledes end de selv. Det kommer måske af, at vi behandler dem ordentligt og også giver udtryk for, at vi forventer noget godt af dem, siger Øhlenschlæger. Vi har jo også haft specialklasser med elever, der har indlæringsvanskeligheder, og vi har for længst snakket med eleverne om de nye centerklasser. Jeg har desuden sendt brev hjem, så forældrene ved, hvad det drejer sig om. Forældreholdningen er jo meget afgørende. Det kan påvirke børnene positivt eller negativt. Jeg forventer klart, at eleverne i vore almindelige klasser og eleverne i centerklasserne får noget ud af at være på samme skole. Et løft til vore børn Centerklassemes elever kommer ikke bare fra Randers men også fra omegns kommunerne, og det er Århus Amt der bestemmer, hvilke elever, der hører til i disse klasser. Men det er Randers Kommune, der driver dem, og det er Øster vangsskolens leder, der har ansvar for dem og for den kommunale fritidsordning. Centerklasserne er flyttet fra andre skoler, og det betyder, at alle klasser for elever med generelle indlæringsvanskeligheder nu er samlet på Østervangsskolen. Fritidsordningen er normeret ti1 15 børn, og foreløbig er 12 tilmeldt. På skoledage er der åben fra 12-16-30 og på skolefri dag 8-16.30, og dens rammer er to rum i fløjen. Side 35 af 57 Tilbage

Vi er fem medarbejdere, fordelt på 150 pædagogtimer om ugen, og det er en meget rimelig normering, siger fritidsordningens leder Lis Grønlykke. Vi vil tage børnene med i dagens aktiviteter, vi maler og former i ler, vi laver sammen en eftermiddagsmad, vi tager på ture ud af "huset", og herhjemme kontakter de uden tvivl de andre elever på Østervangsskolen. Vores børn er vant til elever fra almindelige klasser, og det er godt for dem, at de kan gå til andre børn og få hjælp til et eller andet i stedet for altid til os voksne. De lærer meget og de får et løft af samvær med ikke handicappede børn. Hvis vi hørerdrillerier, vil vi gribe ind og invitere til et besøg i vores fløj, så ubetænksomme elever kan se, hvad vi laver. Vi lægger ikke skjul på, at vore egne er anderledes, men vi fortæller dem tit, at de sagtens kan have et godt liv alligevel. De er søde og imødekommende og har kvaliteter, som andre kan lære noget af."

Lidt historie om Østervangsskolen ved Anita og Rie, ansat i Solstrålen: Solstrålen blev oprettet i 1988. Den startede med at være en afdeling af Vester Bakke skolen. Den havde lokaler på Nørrevangsskolen, som vi delte med centerklassen. Nor. meringen var på det tidspunkt 3 pædagoger og 6 børn. 1 ferieperioder indgik vi i Vester Bakke skolens ferieplan. 1 1989 flyttede vi lokaler til Vestervangsskolen. Her delte vi ikke lokaler med nogen. vi var stadig en del af Vester Bakke skolen og deltog også i deres møder. 1. august 1990 flyttede vi så til Østervangsskolen med egne lokaler. Vi blev nu en kommunalinstitution, og på dette tids punkt var vi 4 pædagoger og 11 børn i alderen 7 til 1 O år. Når børnene fyldte 1O år blev de flyttet til fritidshjemmet lokalcentret Hørhaven som havde en handicapgruppe kaldet HKlubben. 1. november 1994 startede Hulen. Hulen er en afdeling i Solstrålen for de ældste børn. 1 Hulen kan de unge være fra de er ca. 13 år og til de er fyldt 17 år. Den startede med 8 unge og 3 pædagoger. vi blev senere 0pnormeret til 12 unge men stadig 3 pædagoger. I dag er Solstrålen normeret til 28 børn 7 pædagoger, en souschef, en leder og en anden lønnet pædagogstuderende.

Side 36 af 57 Tilbage

Amtsavisen d. 29. november 1990 ''Solstrålen fik en fin start Randers - Centerklasserne og det til knyttede skolefritidshjem på Østervangsskolen har fået en fin start, og i går kom mange mennesker til åbent hus i lyse, farveglade lokaler. Solstrålen er navnet, og eleverne har allerede ''sprængt rammerne" i skolegården. Ganske vist har de deres eget hjørne, men de er ikke bange for kontakt med skolens øvrige elever. Vi har haft en aktivitetsdag sammen, og den forløb meget fint, siger skoleinspektør A. Øhlenschlæger. Børnene i centerklasserne er jo meget åbne. De deltager i det, de kan og appellerer om hjælp, når det er nødvendigt. Vi har ikke haft særlige problemer mellem vore elever, men det har vist sig, at vi må være meget omhyggelige med at informere forældrene. Jeg synes, vi har informeret. Vi har sendt breve ud til alle, før centerklasse eleverne kom, men der er alligevel forældre, der har givet udtryk for bekymring. Usikkerheden opstår, når de oplever, at nogle af eleverne i centerklasserne kommunikere på en anden måde end deres egen børn. Det kan kun skyldes en uvidenhed, som vi må råde bod på, siger skoleinspektøren. Samarbejdet mellem eleverne i normal. klasserne og eleverne i centerklasserne skal udvikle sig stille og roligt - side om side med de mere uformelle møder i skolegården. Det gælder også mellem børnene i det almindelige fritidshjem ved Østervangsskolen og de centerklasse elever, der bliver i Solstrålen nogle eftermiddagstimer. Vi er meget glade for at have alle klasserne for elever med generelle indlæringsvanskeligheder samlet er på Østervangsskolen, siger Øhlenschlæger. Lærerne har allerede gode erfaringer med at være så mange. De kan bruge hinandens ressourcer bedre end før, de kan finde nye veje for inspiration og undervisning, og de kan i fællesskab trække ekstra ekspertise til. De 30 elever i fem centerkasser er meget forskellige. Graden af indlæringsvanskeligheder er meget forskellig, og det skal det tages hensyn til. Det oplevede gæsterne i går, da eleverne viste færdigheder ved tavle og skærm.''

Side 37 af 57 Tilbage

Susanne Høegh fortæller: Noget om at lære noget Jeg begyndte på Østervangsskolen i august 1969 sammen med 6 andre nye Lærere. En skematime var dengang - og mange år efterfølgende på 50 minutter. Til gengæld var Lørdagsskemaet aflyst i august og september samt fra sidst i april (fra bededagsferien) og til sommerferien. De manglende lørdage blev så i samme perioder Lagt ind som ''rullende'' dage, og andre dages skemaer måtte vige pladsen. Man Lærte at holde styr På sin kalender! Året efter blev Lørdagsundervisning sendt helt til tælling. Det var et noget overvældende skema, men dengang fik nye lærere meget ofte "affalds skemaer'', og formningstimerne havde været svære at få afsat. Jeg var - og har altid været - meget glad for formning / billedkunst. Men det var en meget stor opgave. Det var ikke nemt for nogen af de nye lærere · som ny havde man absolut ingen ind sigelses eller forhandlingsret hvad skemaet angik - men jeg var den på skolen, der Havde flest elever. Jeg sku Ile forholde mig til børn fra 16 klasser - 375 stk., så jeg var nødt til at opfinde et system til navnehukommelse og ansigtsgenkendelse - og det skulle være hurtigtvirkende. Det kunne lyde, som om jeg havde alle eleverne på skolen, men det var Langt fra tilfældet. Østervangsskolen havde rundt regnet 1000 elever. Der var 44 klasser og der var 28 klasseværelser! Det betød blandt andet, at ingen havde hjemklasser - ingen blev undervist i det samme Lokale i hinanden følgende timer - alle måtte bære alt med sig rundt hele dagen. Der var ganske enkelt folkevandring hver dag. Det må have været meget svært at Lægge lokaleplan. Østervangsskolen var slemt berygtet for sit rædsomme klientel. Der var nu mange dejlige unger, og selv de værste barylere var forholdsvis søde og rare enkeltvis og hver for sig, og var vel i bund og grund børn, der af den ene eller anden grund havde brug for hjælp, støtte og omsorg. Disse rødder tog sig "kærligt og kontant'' af at belære mig i Livets skole. Jeg Lærte hver dag nye bandeord! Jeg var temmelig blank i den disciplin, da jeg kom, men jeg skal Lige Love for, at jeg blev opgraderet! Jeg Lærte, at bruge alle disse eder og forbandelser ''konstruktivt''. De blev min ''sikkerhedsventil". Hver dag, når jeg cyklede hjem, blev hvert eneste tråd krydret med sprogets "mindre pæne gloser''. Det Lukkede En del af overtrykket ud. Jeg Lærte at have 100 % styr på mine ting. Man skulle ikke lade noget Ligge og tro, Man kunne finde det igen i hel tilstand timen efter. Jeg Lærte nye bøjningsformer af navneord. Efter en formningstime skulle "Saksern'' samles og ''Stolern'' sættes op. Efter skoletid skulle ungerne på fræse i ''Buskern'' bag ''Blokkern", hvis de ikke Lige skulle på "Molly" i kvarteret. "Molly" var en yndet sport både i og udenfor skoletid. l min ordbog Blev sporten kaldt æblerov eller pæreskud. Jeg Lærte den fulde sandhed i Kiplings ord: ''Tålmod er bærmen i lidelsens kar''. Jeg lærte at tolke adfærd, mimik og kropssprog. Jeg lærte, at instinkt og intuition ofte var bedre at anvende end visse datidige pædagogik-lærebøger. Jeg lærte at turde holde om / røre ved en rasende elev for at opnå kontakt, men inden jeg kom så langt, havde jeg både fået tæv, spark, trusler og sågar en dolk kylet efter mit hoved. Jeg lærte, at rense den mentale tavle i frikvartererne, så jeg ikke bar frustrationerne fra en klasse med til en anden og meget, meget mere. Det var en yderst givtig og nyttig belæring - på den hårde måde. Der var 60 undervisere på Østervang. 27 lærere og 33 Lærerinder - jo, der blev skelnet skarpt. Det var ~o en vældig pædagogisk fordeling, men - fik jeg Lært - ikke særlig demokratisk. Da jeg skulle til mit første lærerrådsmøde, trak Ingrid Lind mig Lidt til side og forklarede mig, at taletid på møderne var forbeholdt Side 38 af 57 Tilbage

Lærerne - dem af hankøn altså! Det stemte meget lidt overens med min tilgang til Liv og Lærergerning, så jeg svarede, at jeg ville blande mig i debatten, hvis der var noget, der vedkom mig og m in undervisning. Jeg blev advaret: "Du ved ikke, hvad du gør!'' Selvfølgelig kom der et tidspunkt, hvor jeg måtte ytre mig. Min oprakte hånd blev længe ignoreret af formanden, men da alle hankønsvæsener, som havde kommentarer, havde luftet deres guldkorn, var han nødt til at give mig ordet. Jeg rejste mig (det gjorde man dengang) og leverede mit bidrag. Og hvad skete??? En 56årig - og en 30årig lærer lagde sig vandret bag over i deres stole og skreg af grin - længe, andre fniste bare! Det sku Ile de aldrig have gjort - og de har sikkert også fortrudt det mange gange, for i det øjeblik lovede jeg mig selv, at ingen på lærerværelset skulle lukke munden på mig, hvis jeg havde en sag. Jeg har holdt ord - og jeg har unægtelig haft en hel del at sige i tidens løb - og det har de - og de andre - jo så måttet døje med siden. Retfærdigvis skal det siges, at forholdene ændrede sig. Jeg havde mere belæring til gode. En dag sidst i november blev jeg kaldt ind til inspektøren. Han bad mig stå midt i kontoret - og så gik han tavs en runde omkring mig, mens han demonstrativt så op og ned ad mig - og især på mine ben. Så rømmede han sig og sagde: "Jeg ser gerne, at vore lærerinder er anstændigt påklædt''. For en gangs skyld blev jeg mundlam. Kjolemoden var lårkort dengang, men det var nu slet ikke det, der var galt. Inspektørens næste replik lød: ''De bærer slacks!!??'' Ja, jeg formastelige havde lange bukser på - og det var ikke anstændigt! Jeg forklarede så, at de eneste befordringsmidler jeg havde, var cykel og ''gåben'' - og eftersom jeg ikke agtede at blive syg af kulde, måtte jeg klæde mig på efter vejret. Da jeg havde snakket længe nok ''for min syge moster'', kom der nogle ubestemmelige lyde ud af inspektørens mund, og han viftede mig med en håndbevægelse ud. I middagspausen den dag blev jeg ''forhørt'' af mine bordfæller. Det var ikke gået upåagtet hen, at jeg var blevet kaldt på kontoret, og de ville vide hvorfor. Jeg lærte igen noget. Mine kvindelige kolleger var - uden at råbe højt om det - solidariske. næste dag havde Bente Møllenberg lange bukser på. 2 dage efter kom Inger Pedersen og Hanne Ludvigsen iført lange bukser - og ugen efter kom Jette Hammerich - oh fryd! – ikke bare i et par almindelige lange bukser, men i cowboybukser, og de var tilmed en anelse slidte! Derefter var det sket med ''anstændigheden'' på Østervang. Vi hørte aldrig for det igen fra inspektøren, men førhen omtalte 56årige lærer havde sin egen mening, som han ikke skjulte. En del af hans påklædning var - en spadserestok! Han og jeg havde mange timer, som bragte os til øst fløjen, og når som helst han kunne komme til det, gik han bag ved mig og svirpede mig over læggene med stokken, mens han hvislede: "Tøjte'' for hvert slag. Det var sandelig ''gemytligt''! Vi kom jo 7 nye lærere, og det var da en mundfuld at sluge for et lærerkollegium, men der var mange, som havde overskud til at hjælpe til rette, og som hver eneste dag viste venlighed og interesse. Hanne Birk (også ny) og jeg blev anvist plads - man havde faste pladser - ved en flok unge lærerinder: Kirsten Dyrum, Kirsten Winther, Kirsten Hune, Bente Møllenberg, Ingrid Lind og Jette Hammerich. Vi grinede rigtig godt sammen, og der var altid støtte at hente. Vi foretog os også forskellige ting i mere eller mindre samlet flok. For eksempel gik vi til generalforsamling i lærerkredsen sidst i november. Det var i allerhøjeste grad forskelligt fra det, vi kender i dag. Vi var højst et par og tyve til stede - altså stor overvægt af lærerinder fra Østervang. Generalforsamlingen blev holdt i formanden - Svend Erik Jessens hjem, hvor hans kone Voldborg diskede op med kaffe og kage. Det formelle var meget hurtigt overstået, og så kom det vigtigste: andespillet! Da deltagerantallet var så lille, fik vi fra Østervang ganske mange præmier med os hjem - det drejede sig alt sammen om noget spiseligt eller drikkeligt - og dem gjorde vi så kål på ved et ''moppeknald" (læs: damefest). Det var en fest, der "kunne vaske sig''. Jeg har sjældent moret mig - og grint så meget som den aften.

Side 39 af 57 Tilbage

Blandt mine bordfæller var Jette Hammerich - for mig - et helt specielt menneske, som har haft en meget stor indflydelse på hele mit skoleliv. Hun nærmest adopterede mig fra allerførste skoledag. Jeg kom i hendes Nem, som var det mit eget. Hun introducerede mig til Randers' by - og kulturliv og sørgede for, at vi sammen straks kom på keramik· og glasurkemikursus hos en anerkendt kunstner - det skal Lige bemærkes, at Jette selv er en fremragende keramiker og glasurkemiker. Hun bekymrede sig om mig - så meget, at hun, da jeg på et tidspunkt fik influenza, kom og Læssede mig og min dyne ind bag i sin store gamle Volvo kassevogn - og så blev jeg installeret på et gæsteværelse hos hende. Men ikke nok med det. Jette og hendes mand skulle jo på arbejde, så hun arbejdede sig med naboen, Johanne - en pragtdame, som kom og nærmest vågede over mig! Jette Lyttede - gav gode råd - Lærte fra sig - var sparringspartner - "sparkede' trøstede og Lærte mig meget om menneskelige værdier. Jeg har altid vært dybt taknemmelig og har haft Jette som forbillede i min tilgang til nye kolleger. Gid alle nye lærere kunne have hver sin ''Jette''- de har brug for det!

Bente Møller fortæller: Et Lille input fra en Lærer, der var med fra starten af Østervangsskolen, og som var ansat der i 43 år. Bente Møller(tidligere Møllenberg), startede på Østervangsskolen i foråret 1956, hvor vi kun havde 3 vest fløje, gammeldags Lokum i gården, som Lærerværelse et klasseværelse med en gammel hestehårssofa fra administrationsbygningen, en El kogeplade til at Lave kaffe på, igen faglokaler osv., men en hyggelig og primitiv atmosfære. Når vi skulle ringe ud og ind, foregik det med en gammel mælkeklokke, og vi skiftedes til at Tinge i alle tre fløje. I sommeren ` 56 havde vi boldspil på en gammel mark på Glentevej, hvortil vi kørte på cykel eller gik, så der var ikke megen til tilovers af en gymnastiktime til spillet. Da det blev vinter, måtte vi klare os med stående øvelser ved siden af bordene I klassen. Det var som sagt hyggeligt, men det var alligevel dejligt, da skolen blev udbygget, og Vi havde mulighed for at anvende faglokaler inkl. gymnastiksal. Da vi så også fik swimmingpool, var vi jo en meget moderne skole! Jeg havde mange gymnastiktimer og nød godt af det. Desuden havde jeg mange sprogtimer, engels, tysk og Latin og en enkelt klasse har jeg været klasselærer for. De inviterede mig i efteråret 2005 til deres 40’års jubilæum, og det var en meget dejlig dag!. Hvis i ser dette her, så endnu engang tak! I 1972 blev der en deltidsstilling Ledig på Randers Centralsygehuse som underviser af indlagte børn, og den søgte jeg og fik den . Samtidig blev jeg ved med at undervise på Østervangsskolen, og den blanding af to slags undervisning var jeg meget glad for. Det forløb fortsatte, indtil jeg holdt op som Lærer i 1999 efter 43 års ansættelse på Østervangsskolen! Jeg ønsker alt godt for skolen i de næste 50 år! Keep up the good work!

Side 40 af 57 Tilbage

Henning Pedersen fortæller: Som en af de fire endnu levende lærere fra skolens start får jeres notitsminderne til at vælde frem. Skolen var langtfra færdig, da vi begyndte. Kun de tre vestfløje var anvendelige. Det betingede et udstrakt krav om fleksibilitet og pionerånd, som ikke mindst takket være Georg Jensen Lykkedes. Elevtoiletter eksisterede ikke før efter sommerferien. 1 stedet var der opstillet toiletvogne, men for få. Så indførte vi obligatoriske tissepauser. A-klasser 10. min. inde i timen B-klasserne 25 min. og C-klasserne 40 min. ''Jamen jeg skal ikke" sagde Peter. ''Vås, du skal og det skal være nu". Gymnastiksale og boldbaner fandtes ikke. I stedet gik vi med eleverne op på arealet, hvor Nørrevangsskolen nu ligger. På pladsen holdt man får. "Nej, se lakridskugler'' sagde eleverne. Heldigvis var Hans opvokset på landet, så han kunne bekendtgøre, at det var bæklatter. Siden hed han altid Hans-Bæklat. Under alle skolens gange er der ingeniørgange. Jeg syntes, det var sjovt at tage min 1. klasse og uset liste ned i gangene. Det var spændende, ulovligt og uhyggeligt. Bare vi nu kan finde op igen. Det er nok bedst at holde i hånden, for tænk hvis man blev væk og først blev fundet mange år senere som skelet. Nå det endte heldigvis godt, jeg fik alle eleverne med op igen - tror jeg. På den tid manglede mange hjem badefaciliteter. Derfor indførte kommunen 14-dages badning. Hver anden uge havde hver klasse en badetime. Det er årsagen til, at der er to omklædningsrum til hver gymnastiksal. Her forestod en badekone og en badernester renselsen med sæbe og høvlspåner. Og her fik en anden hans sit kælenavn. Han var altid sygemeldt på badedagene, men en gang forregnede han sig. Det blev en uforglemmelig oplevelse for både bademester og stakkels Hans. Siden overhold Sorte-Hans punktligt sin sygedag. Jeg har mange gode minder fra en tid, hvor der var 36 elever pr. klasse, og lærerne havde 36 undervisningstimer pr. uge.

Side 41 af 57 Tilbage

"Narrestreger, tyskeren og andet godt'' 10 år på Østervangsskolen fortalt at tidl. elev Henrik Lykke

Knud Dahl (dansklærer 1. real B – 1972-1975) En lærer, der kan skrives bøger om. hed Knud Dahl - eller bare Dahl. Sjovt nok havde Dahl selv skrevet bøger. Drengebøger. Eller i hvert fald én af slagsen. Der var bare lige det ved det, at vi skulle plage ham om at få den læst højt. Det kunne han godt lide. Set i bakspejlet og nu som voksen kan jeg jo godt se, at Dahl nød, at hans forfatterskab var eftertragtet. Han har sikkert også vidst, at vi bare ville have hans bog læst højt for at slippe for undervisning. Men han var i sit es som kippers i olie. Årgang '65 fik Dahl, eller pindehuggeren, som vi også kaldte ham, da vi startede i l. real. Dahl havde real klasser. Jeg tror, Dahl var af den opfattelse, at han helst ikke rørte ved noget, der rangerede lavere end realklassen. Som person var han helt speciel. Han troppede op i klasseværelset efter sommerferien i '72. Nu var denne personage - et udtryk han selv yndede at bruge - pludselig dansklærer for 1 real B. Jeg vidste, at der var grund til respekt for den specielle lærer. Min storesøster havde haft ham fire år tidligere, men valgte at kvitte Østervang og Dahl efter 2. real til fordel for en studentereksamen på Randers Statsskole. Den sortie brugte Dahl flere gange i forsøget på at hæve min interesse for skolearbejdet. En kamp han tabte. Tiden var til langt hår og dovenskab. Den vogn sprang på under mottoet "Ta' det roligt, det går nok''. Tilbage til personagen Dahl: l Første dansktime i 1. real B bekendtgjorde han, at nu skulle vi skrive skråskrift. Alt, vi tidligere havde lært og brugt af stejlskrift, usammenhængende skrift, formskrift og blokbogstaver skulle vi se at glemme. Så delte den høje og sødligt duftende dansklærer skrivehæfter ud, skrev et svungent i på tavlen, et mere, endnu ét, ja, mange i'er, som blev besungen med Dahls vejledninger om, hvordan vi skulle starte med at lave et ensartet svaj op mod højre - ikke for Langt - Lige ned til linjen i hæftet og ikke Længere, og derfra et svaj som det første op mod højre. Cremen var prikken over i'et. En prik, ikke en bolle. "Og til de af jer, der ikke har en fyldepen, kan 1 godt gå hjem at sige til jeres forældre, at l skal bruge en. De stile, l skal aflevere, skal skrives ind med fyldepen", bekendtgjorde Dahl, der ikke ville se stile skrevet med hverken blyant eller kuglepen. Og så blev der ellers købt fyldepenne. Jørgen Sørensen, der drev "Fyldepennehuset'' i Klostergade, må have været begejstret for dansklæreren på Østervangsskolen. Og så var det bare hjem at skrive en hel side med i'er. L'erne blev afløst af e'er. Samme bevægelse men med en smule luft i. I løbet at l. real nåede vi hele alfabetet. Dahls skriftlære har ikke overlevet i mit univers. Men jeg kan den. Det ser unægteligt flot ud, når skråskriften er a Ia Dahl. Det synes mine drenge også, om end de går i en anden skole. Dahl havde en evne til at udse sig nogle yndlingselever. De første dovrehoveder han sorterede fra, var en lille gruppe piger, som ikke kunne få skråskriften ind under huden. i hvert fald lod han dem fortsætte med formskrift, men han brugte enhver lejlighed til at få dem nævnt, når han kom med meddelelser om hjemmearbejdet. Efter en længere vejledning om et nyt stileemne sagde han typisk ''og til de af jer, der skriver denne ubehjælpelige formskrift, ja, 1 må jo gøre det så godt, i kan"„ Deres karakterer blev herefter. Dahl var ikke mere innovativ end andre lærere. Han kørte sin undervisning i samme rille årgang efter årgang. Han kunne sit pensum på sin lange rygrad. Det vidste vi, os med søskende han tidligere havde undervist. Vi Side 42 af 57 Tilbage

sad bare og ventede på, at han i sit katalog af stileemner skulle komme med et, vore ældre søskende havde været igennem. Den dag åbenbarede sig flere gange for undertegnede. Et eksempel: "En 5-øres vej gennem 1ivet''. Jeg forelagde min storesøster emnet, og lykkens gudinde smilede. Hun havde stilen og lånte mig den til afskrift. Med sirlig skråskrift og i blå Pelikano - fyldepens-farve skrev jeg hele molevitten ordret af. Satte de par kommaer, Dahl i sin tid havde anmærket som mangelvare, rettede op på et par detail - spørgsmål, han havde noteret i min søsters stil. Og værsgo': Klar til aflevering. Dagen kom, da Dahl havde rettet stilene. Der var altid stille i lokalet, når vore værker skulle returneres. Tilbageleveringsmetoden, Dahl brugte, var til at forstå. Stile skrevet i formskrift fik notorisk lav karakter og fik ikke mange kommentarer med på vejen. Havde en elev ramt Dahls ømme punkt, fik han bogstaveligt stilen i hovedet. Somme tider kastet helt fra katederet og ned midt i lokalet. Som oftest var det et par drenge i klassen, der oplevede det. Dahl havde en vis pli over for pigerne, formskrift til trods. Den dag vi fik "5-øren'' retur, faldt den sidste stil på mit bord. Dahl kom ned og stillede sig så tæt på mig, at jeg kunne dufte hans sødlige aroma. Bladede lidt og lagde den så pænt foran mig med ordene: ''Den stil har jeg læst før''. Bag mit lange hår og John Lennon-brillerne havde jeg åndsnærværelse nok til at indse, at alle modargumenter var forgæves. Tavshed er guld. Da hen vendte ryggen til lukkede jeg arket op og tjekkede karakteren:11. Sådan. Samme metode brugte jeg siden, men med lettere omskrivninger. Havde det ikke været for min storesøster, så... Dahl brændte for mange ting. Han elskede at spille klaver. Og han elskede at blive opfordret til at spille os et stykke. Det gjorde vi tit, for når først Dahl var kommet i gang, gik hele timen med musik. Vi sang så det var en lyst. Ved juletid blev det, i de tre år vi havde Dahl, en tradition i samlet flok at gå over i musiklokalet, hvor der stod et stort klaver. Vist nok et piano. Så sang vi med på julens melodier, men ventede kun på "Nissernes vagtparade''. Den kunne Dahl spille med lukkede øjne. Vi plagede altid om at høre den igen. Ofte råbte vi ''ekstranummer, ekstra nummer''. Det elskede Dahl. Og så fik vi en ny vagtparade. Senere, jeg husker ikke, om det var i 2. real eller i 3. real, købte Dahl et opretstående, hvidlakeret klaver, som han stillede i vort klasselokale. Kun en af drengene måtte komme til det: Når det skulle repareres. Men, vi havde i klassen et tangent talent, som i de år vi var sammen med klaveret, boksede mere på det, end Dahl fik gjort. Jeg vil ikke bedømme Dahls evner som lærer. Men jeg må indrømme, at han var god underholdning. Jeg var aldrig ked af at komme til hans undervisning. Jeg havde det også lidt nemmere, end flere af de andre. Min storesøster havde jo været inde i varmen før mig. Så var der lærerkollegaens dreng. Han havde det også nemmere. Og ham der reparerede klaveret. Min force var også, at min søster efter studentereksamen rejste til Paris som au pair pige og senere med arbejde hos EL. Schmidt. Det var lige vand på Dahls franske mølle. Han elskede den fisfornemhed, der dengang var og til dels stadig hersker om det, der er fransk. Kort før Dahl fyldte 60 år i '75, ville vi drenge lave sjov med hans kollega Jørgen Jørgensen. Jørgensen, hvis øgenavn jeg vil undlade i denne anekdote, havde som sædvanlig et hold drenge på boldbanen. Men, inden de løb ud, havde vi under panoramaruderne ud mod boldbanen klistret en større frise af folde-ud-piger fra Ugens Rapport op på ydermuren. Så stod vi der og ventede til Jørgensen i træningsdragt kom ud med sine bolddrenge. Stor moro. Der var bare det ved det, at Dahl også opdagede de afklædte skønheder. i et trespring, der ville have givet Østervangsskolen en varig plads i Guinness Rekordbog, røg Dahl ind og næsten ud ad vinduerne og krammede pigerne, så de end ikke med strygejern kunne gøres brugbare igen. Vi gav senere manden oprejsning med en gavepakke, da han fyldte rundt. Vi var jo hans elever. Han fik blandt andet en kølle, som Flint Stone har. I plastic forstås. Når han slog med den, sagde den piv. i tiden efter fik v¡ bank med den. Køllen var vores symbolik for hans stok, som han altid havde med. Ikke fordi han bankede os med

Side 43 af 57 Tilbage

den, men somme fik af og til et velment rap. Og engang ryddede han et mausel-bord for såvel kort som penge. 30 kroner i da tidens småmønt fordelt over hele klasseværelsets linoleumsgulv var ikke rart. Dahl var ligeglad. Han tolererede ikke spil om penge. Der kan skrives meget, meget mere om Knud Dahl, end det, jeg her har gjort. Men jeg synes, eksemplerne giver et glimrende indtryk af personen, hvis navn stadig bliver nævnt, når jeg møder nogle fra dengang. "Kan du huske, da Dahl…' Tilslut vil jeg tilføje, at Knud Dahl ikke er mere. Flere år efter han gik på pension, så jeg ham i bybilledet, når han, stadig i samme frakke som i skoletiden, var ude at handle, eller som oftest var en tur omkring byens antikvariater i sin søgen efter endnu en bog. Som årene gik, så jeg ham med stadigt mere slæbende skridt. En dag fik jeg så at vide, at Knud Dahl var død. Men hans minde lever stadig. På godt og ondt.

Mogensen og Vestergaard (Formning og metalsløjd ca. '69-'72) Som et spejl af tiden, ja, måske et spejlbillede af lejren ved Frøstrup i Thy i 1970, finder vi Mogensen. En stor, dejlig og varm pædagog med stort p. Tålmodigheden selv. Hos Mogensen blev vi behandlet som mennesker. Ingen disciplin og regelrethed her. Set i bakspejlet kan jeg jo nok 'forstå, at denne mand, vildmand af udseende, havde en livsfilosofi der stod Det ny Samfund, som de mange bag lejren i Thy kaldte deres nye start på livet, meget tæt. Mogensen var formningslærer. i vores øjne var han Verdens bedste formningslærer. Vi skulle bare åbne munden, så fik vi lov. Og havde vi ikke selv ideer, så havde Mogensen. Formningslokalet lå i kælderen henne ad gangen, når man gik ned i dybet via rotunde trappen i skolens nordøstlige hjørne. Gik man til venstre, var der lokale for træsløjd, og på vejen til formning passerede man døren til metalsløjd. Endnu længere henne efter et par trin ned lå skolekøkkenet. I hvert fald ifølge min hukommelse. Når der var formning med Mogensen, mødte vi til tiden. Ingen slendrian her, selv om Mogensen ikke varden, der tog notits af, om vi kom til tid en. Vi var jo alle frie ind i vider. Mogensen gik dog op i, at vi var der. Vi skulle passe på hinanden. Bagest til venstre i lokalet havde Mogensen et lille arbejdsbord, hvor der blev lavet smykker. Utallige er de vedhæng, jeg har slæbt hjem. Vedhæng, dekoreret i tidens psykedeliske farver. Det foregik på den måde, at man sagde til Mogensen, at man gerne ville lave smykker. Svaret var altid ja. Så klippede vi stykker af en kobberplade, dryssede pulver på og vupti: Under opvarmning over en bunsenbrænder, forvandlede pulveret sig til en smeltet masse af flotte farver. Afkølet blev der monteret snor eller lædersnor og så var vi klædt ud til det store flip. Mogensen fokuserede meget på det kreative. Engang opstod diskussion om, hvem der var klassens bedste tegner. Jeg eller en af mine bedste klassekammerater. Vildmanden tog en beslutning og afviklede en konkurrence. Den demokratiske proces blev holdt i hævd, for Mogensen lod det sluttede fællesskab afholde afstemning med en stemme til hver. Jeg fik en 2. plads med en tegning af et flot sejlskib. Ellers var der en overflod a1 klippe / klistre ideer, collager, plancher, kropslig udsmykning osv. En af Mogensens store diller var ansigtsmasker. Der var bare lige den hage ved det, at man skulle ligge stille på ryggen på formningsbordet og trække vejret gennem et rødt rør. Imens blev der klasket gips i ansigtet.

Side 44 af 57 Tilbage

Først blev gipsen meget varm, siden blev den kold. Først når det hele var stivnet, måtte det komme af. Under hele processen lå man så der med lukkede øjne og måtte stole på, at alle andre lokalet holdt nallerne for sig. Hos Mogensen var det ikke noget problem. Her gjorde vi os ikke ud til bens. Når Mogensen havde gang i noget, var det så spændende og flot, at bare tanken om at forstyrre ikke korn på tale. Når gipsen var kommet af, kunne den indvendigt beklædes med ler, som blev tørret, glaseret og brændt. Der er garanteret mange af Mogensens elever, der har disse flotte masker endnu. Et andet af Mogensens tilbud var skulptur-arbejde. Det foregik dybt nede i skolens sikkerhedsregioner. Her gik man så ned og tog en blok gasbeton, en mejsel og en hammer. Sikkerhed var der ikke i disse regioner. Udstyr som briller og åndedrætsbeskyttelse var der ikke noget der hed. Det var bare at gå i gang. Når vi kom op i dagens lys, var vi lysegrå fra top til tå, Men sikke hoveder der sprang ud af gasbetonen. Sikke skulpturer. Dem er der nok også nogle af, som har overlevet. Hvad der blev af Mogensen, ved jeg ikke. PI udselig var denne karismatiske lære r væk. Jeg håber, han ikke blev presset ud på grund af sit frisind og store elevtække, men at han fandt en hule et sted, hvor han kunne søbe sig i frit livssyn og kreativitet. En anden kreativ lærer hed Vestergaard. En trind mand med en meget blank isse og altid iført en ternet, stramtsiddende skjorte. Vestergaard havde vi til metalsløjd. Her var der heller ingen smalle steder, og vi havde det meget frit. Men, der var et par ting, Vestergaard gik meget op i: Han ville gerne, at vi lærte at betjene skolens drejebænk. Og at vi blev fortrolige med pladearbejde. Så vidt jeg ved, kom ingen af os i metal-branchen siden hen, men det skyldtes i hvert fald ikke Vestergaard. Pladearbejdet gik typisk ud på at lave en æske, hvor der skulle klippes, bukkes og loddes. Vi var et par stykker, der fik lov at lave værktøjskasser. Min blev så tung, at jeg knapt kunne slæbe den hjem. Vi var også et hold, der var lystfiskere. Vi vidste nok, hvad fangstkroge kostede i butikkerne, så vi foreslog Vestergaard at lave fangstkroge. Den var han med på. Resultat: Flotte fangstkroge. Jeg har min endnu. På et tidspunkt lavede vi bæltespænder i messing. De kostede jo også en del i butikkerne, og vi kunne med Vestergaards hjælp springe udgiften over. Med kernelæder som rem lignede vi pludselig de cowboys, vi så på film i Dronningborg Bio. 5 kroner for en søndagsforestilling. Vestergaard var sikkerheden selv, omend datidens regler ikke var så strikse men nemmere at bøje end i dag. Vi måtte ikke komme til skade. Det gjorde vi heller ikke, men vi lavede dog et par numre, som aldeles kunne have slået os ihjel. Det sidste Vestergaard altid sagde, og han sagde det flere gange, var, at den nøgle, vi spændte emnerne fast med i drejebænken, den måtte ikke sidde ¡ drejebænken, når vi startede. Fik vi den i hovedet, når bænken snurrede, var vi dødsens. Men, når Vestergaard ikke lige var i nærheden, var den uskrevne regel, at vi lod nøglen sidde ¡, trykkede på start og bang: Nøglen slog et hul i lokalets loftplader. Så kom Vestergaard farende med ordene "har jeg ikke sagt..„'' Sådan sagde han hver eneste gang, vi gik hen og slog hul i loftet. Vi holdt os dog alle i live. Hvad der er blevet af Vestergaard, ved jeg ikke.

Side 45 af 57 Tilbage

På tur (65-’73) Hvordan det er nu om dage med ud. Af huset oplevelser, ved jeg ikke, men da jeg gik på Østervangsskolen, var udbuddet stort. Midler og bevillinger var formentlig større dengang i de glade 60ere og hen i de farvede 70ere. I 60erne var der noget, der hed Børnehjælpsdag. Ideen startede nu allerede 6. maj 1904, men for os, der marcherede ind på Østervangsskolen i august 1965, var det helt nyt. Oprindelig var det den godhjertede københavnerlæge Carlsens ide til at samle penge ind til såkaldt humanitært arbejde blandt børn og unge. Det vidste vi ikke noget om. For os var det en fridag. Mødetiden på Børnehjælpsdag var normal. Så samledes alle skolens elever i skolegården, hvor vi klassevis stillede op to og to, som lærerne krævede. Og når klokken var det, den skulle være - der blev flittigt skævet til det store ur i gården over indgangen til aulaen - var der afgang. Så gik alle vi elever to og to en tur gennem byen. Jeg husker ikke, hvem og hvordan der blev samlet penge ind, og skal jeg være ærlig, så var vi fløjtende ligeglade. Det var bare en rar fornemmelse at komme lidt væk fra linoleumslugten, de sure tæer i gymnastiksalen, kulden i festsalen - og den pludselige tur til skoletandlægen for ikke at tale om mørket i lædergangenes. Processionen gennem byen endte de første år, som jeg husker det, på Legepladsen i anlægget ved Skovbrynet. Senere på den store plads som nu huser parkering ved Scandic Hotel Kongens Ege på Skovbakken. Her var der Tivoli. Vi kaldte det gøgl. Og det var her, vi brændte den medbragte småmønt af på radiobiler, enarmede tyveknægte og søm, der skulle slås helt i. Jeg mindes også et enkelt tivolibesøg på havnen. Det var glade dage og en god mental hjælp til os børn. Mere var der ikke i det. Og så skal vi huske på, at det samme jo gjaldt lærerne. Der var også noget, der hed udflugt. Så kom vi meget langt væk fra skolen. En gang om året b1ev sådan en rejse gennemført. Den eneste udflugt, jeg kan huske, gik til Hinnerup. Fra Østervang gik det i samlet flok til jernbanestationen, som den hed dengang i Randers. Alt var som i Søren Kragh-Jacobsens sang ''Kender du det'' fra 1977 om hans forelskelse i Mona. Der var et leben, der blev grinet, pjattet, drillet og spist medbragte klemmer i DSB’s bumletog. Som i sangen var der på jernbanestationen en duft af tjære, som sad i næseborene resten af dagen. Jeg husker specielt to ting fra turen til Hinnerup: Da vi var stået af toget, gik vi næsten en dagsmarch gennem egnens store skove for at havne ved det store offentlige bjælkehus dybt inde ¡ en rydning i skov-mørket. Så boltrede vi os, til vi alle havde sår på knæene, fliser i lemmerne og pletter af is og sodavand på tøjet. Ud på eftermiddagen gik turen retur. Nu var der ikke så megen ballade i bumletoget. Vi var tappet for krudt. Netop fra den udflugt fulgtes jeg hjemad med min klassekammerat og navnebror. Jeg havde derude i skoven vundet en skyder med pile og sugekop„ En af pilene øg over indhegningen ved alderdomshjemmet i Søren Møllers Gade, så min navnebror måtte planke den. På vej tilbage overjern gitteret med spidser på toppen, gled redningsmandens gummisko, så hans trøje og maveskind blev perforeret af en af jerndragerne. Men ud kom han med tårer i øjnene, og jeg fik min sugekop-pil.

Side 46 af 57 Tilbage

Da vi blev noget ældre blev vi af matematiklærer Børge Sørensen og idræts ditto Jørgen Jørgensen tilbudt at komme på bustur til udlandet. For os gjaldt tilbuddet en tur til Gardasøen. Billig pris, grønt lys fra forældrene, vi glædede os. Omkring et år i forvejen indbetalte vi hver måned et beløb til de arrangerende lærere, så alle kunne være med. Der blev holdt informationsaften på skolen for os og vore forældre, og selv med nutidens øjne virkede det temmelig professionelt. Jeg husker ikke året for vor tur, men jeg har alle de kvadratiske, blege Kodak billeder endnu. Der er billeder fra et længere frokoststop i Vipetino i alperne. Jeg havde aldrig set bjerge før, så jeg har en snes fotos fra toppen af Dolomitterne. Og sejltur og Markusplads i Venedig. Jeg husker stedet vi boede ved Gardasøen, som var det i går„ Et dejligt sted. Der var masser af mad, flere af os drak øl i stride strømme, når vi var på egen hånd, og en af udflugterne gik til Venedig. Sørensen og Jørgensen orienterede om alt, vi skulle se og så. Om det så var om gode råd, inden vi købte billige, italienske lædervarer samt de mange lommetyve. Der var altid en bus, når der var brug for det. Den tur skal de herrer have tak for. Det var en oplevelse. Begge havde ¡ øvrigt deres hustruer med. Men de blandede sig nu ikke meget. Det var Sørensen og Jørgensen der guidede og fungerede som bank for lommepengene. Jørgensen opbevarede mine. Gennem den tid, jeg tilbragte på Østervangsskolen, var en årlig idrætsdag. Den betragtede jeg også som en fridag, for jeg kunne hverken springe langt, hoppe højt, kaste med spyd, støde kugler eller spille fodbold. l hvert fald ikke så godt som de skolekammerater, der ¡ forvejen spillede i klub. Men det var ok. Vi fik fri og frisk luft i stedet for motion og lektier. Det var en dejlig tid.

Kult (’65-’75) Der var nok forhold ved Østervangsskolen dengang i de tidlige dage, som hverken elever eller lærere kender i dag. Forhold, jeg vil betegne som kult. Starter vi i skolegården, var der i skolens syd vestlige hjørne en stor rund, hvid kumme, med fire fontæner. Fontænerne sprang, når vi trykkede på en ring. Så kunne vi slukke tørsten, når vi var løbet varme. Kummerne kunne også bruges til noget andet. I højde og størrelse passede de perfekt til såkaldt buksevand. Når vi fik lyst til lidt moro, hentede vi en elev, som så blev sat op i kummen, hvis afløb først var blevet stoppet med en hånd eller med toiletpapir, Manøvren krævede psykologi og strategi, for det var aldeles uhørt at offeret havde en ældre storebror på skolen. Så vidste vi godt, hvilken vej det var: Til kummen. Når alle forhold var taget i betragtning, så vi selv kunne gå fri, var det stort set den samme kreds af jævnaldrende eller yngre elever, der måtte lægge bukserøv til. Det gjorde de så. En anden form for buksevand blev uddelt af de store knægte, som holdt til på drengetoilettet. Her var der en flisebesat væg at tisse op ad. Vandet, man skyllede væggen og renden for neden med, kom ved at trykke på en knap. Arme den lille elev, der ikke kunne holde sig til han kom hjem - eller som minimum til en gårdtur i timen - og absolut måtte vove sig ind i løvens hule. De store drenges teknik var, at de greb en mindre artsfælle, drejede ham, bukkede ham sammen og pressede ham mod væggen, mens en af overmændene trykkede på knappen. Så løb vandet så at sige lige ned i offerets bukser. Værst var det naturligvis i vinterhalvåret.

Side 47 af 57 Tilbage

En anden ting, drenge-toilettet i gården blev brugt til, var rygerum. Det må have været på Østervang, ideen opstod til rygerum. Her stod de lidt større og seje knægte og snakkede knallerter, kællinger og Kings, mens de pulsede løs. Hyggen blev ofte afbrudt, når gårdvagterne Jørgen Jørgensen og Erik Herping dukkede op. Adspurgt var der aldrig nogen, der indrømmede, at de havde røget. Om Jørgensen og Herping nogensinde fandt ud al, hvor de kraftige tobaks - tåger kom fra, lader vi stå hen i uklarhed. De har dog nok haft en anelse. Et h it i min tidligste skoletid var slåskampe, som vi kaldte dem. Når to kom op at toppes og arm og ben gik som vindmøller, samlede sig altid en kødrand som i fast takt råbte "heja heja..." Lige indtil gårdvagten dukkede op. Denne gårdvagt var ofte Knud Fisker. Fisker var en mand af ikke så meget kød og blod. 1 det hele taget en stille, mager og grå herre med 60er skæg til langt ud på hagen. Hans helhedsudtryk, statur og fremtoning blev brugt imod ham. For ofte når Fisker havde kæmpet sig vej gennem kødranden for at skille kamphanerne ad, var der ingen, der sloges. På fliserne var derimod tegnet et fiske-skelet - et sildeben, for at være helt præcis. I dag har jeg ondt af Fisker, der så tit lod sig narre. Men flink, det var han. Der var i det hele taget stor forskel på gårdvagter. Jørgen Jørgensen var vi trygge ved. Han greb ind, når der var grund til det og skældte ud på en pæn måde. Erik Herping derimod, var af den meget kontante og afregnende type. Ham frygtede vi. Mange er de, der i øreflippen er fulgt op at stå under uret af Herping, som ofte havde skindhandsker på. Jeg fik selv en kindhest af ham engang. En vinter kom en lastbil og et par mænd for at skovle sne op og køre det væk. Alle vi drenge hjalp dem med at smide sne op. Desværre mente Herping, at vi brød hans regel om ikke at smide med sne, så han tog så hårdt fat i min kind og klemte til, at jeg havde ondt ¡ flere dage. Jeg har aldrig tilgivet ham den kindhest. Og kommer aldrig til det. Men jeg har hørt, han var en dygtig matematiklærer. Andre lærere holdt kun vagt i gården, når vejret var godt. Så kunne man se selv Knud Dahl promenere med sin spadserestok. På et tidspunkt for rigtig mange år siden fik Østervang en videoafspiller eller noget, der mindede om det. Det var et stort firkantet stykke elektronik med mange knapper og en udtagelig, firkantet boks (filmen) som, da jeg og klassekammeraterne stiftede bekendtskab med den, befandt sig i et lokale under aulaen. Engang tog vor klasselærer fru Birch os med derned, og selvfølgelig virkede skidtet ikke. Sådan var det i hvert fald tit med teknik og de kvindelige lærere, uden at jeg skal antyde noget. Ved et mirakel fik jeg repareret den og var længe fru Birchs øjesten. Et andet eksempel på det med kvinder og teknik fik vi i realklassen. Ved en lejlighed skulle fru Bang, som vi havde til engelsk, vise os noget på en overhead projektor. Hun stillede hele anlægget op og ville så sætte ledningen i stikket. Men, der manglede 10 centimeter for at den kunne nå. Nu gjorde hun det, jeg aldrig har kunnet glemme: Hun hev i ledningen, som troede hun, den var elastisk. Hun 0pgav ikke, før en behjertet elev forsigtigt rådede hende til at flytte overhead-apparatet lidt tættere på... De første år af min skolegang på Østervang var der et udendørs svømmebad. Jeg husker ikke, om det var Erik Andersen, vi havde til gymnastik i de tidlige klasser, men det tror jeg. Vi kaldte ham "gedeskæg'', når han ikke hørte det. Han var også udstyret med 60er skæg som de fleste andre mandlige kolleger. Når vi plagede, fik vi lov at komme i svømmeren. Bedst var det, når det i efteråret var bidende koldt. Så var det luksus at ligge i det varme vand. Men det var dæleme koldt at rende op til omklædning. Svømmebadet blev også flittigt brugt om sommeren. Specielt om aftenen når alle på skolen var gået hjem. Så kom der horder af unge og nappede en dukkert. Men det var jo også før Kærsmindebadet kom til.

Side 48 af 57 Tilbage

Jeg vil også betegne købmand Kjærsgaards butik som kult. Den lå ved indgangen til skolen som en slags forpost og signal om, at her er der rart at være. Der kunne man lige smutte ned og bruge nogle 25-ører, vel at mærke når Erik Herping ikke var gård vagt.

Statens Filmcentral (’65-’75) To ord, der må sidde brændt på nethinden af samtlige Østervangsskolens elever i 60erne og 70erne, er "Statens Filmcentral". Tre ting knyttede sig til de to ord: Lærere, vikarer og Lettelse. Når vi skulle have fx bio Logi i kælderen under Lærerværelset, stod vi altid i halvmørket og ventede med spænding. Spørgsmålet var, om Læreren havde en stor sort eller brun æske under armen. Havde hun det, drog vi et Lettelsens suk, for så kunne vi sidde og dovne den til endnu en film ude Ira langt pokker-i-vold. Og når vi stod der på gangen og en anden lærer eller vikar svingede om hjørnet ved nedgangen fra aulaen, ja, så var den stort set sikker: Filmfremvisning! Filmene, dvs. supplerende undervisningsmateriale, handlede typisk om store, men forståelige emner, der kunne snakkes om i klasse bagefter. Det blev der sjældent. Det var, set i bakspejlet, en form for sovepude både for os elever, men også for lærerne. For vikarerne var det en teknisk mulighed for at afvikle en time i ro og orden. Jeg husker film om skovhugst i Canadas store skove, laksens vandring mod de bedste gydepladser i Alaska, kulminedrift og brydning af malm. Alt sammen noget der relaterede sig til pensum for 30-40 år siden. En time startede allerede ude på gangen. inden læreren eller vikaren var nået frem til klasselokalet, blev hun råbt an med et ''skal vi se film?'' Svaret gav sig selv og livet kunne næppe være bedre. Så blev der låst op. Biologi- og fysiklokalerne i kælderen under lærerværelset var altid låst af. Skolen tog ingen chancer med de mindreårige pilfingre. Det var her de udstoppede dyr var. Det var her, der var syre, pimpsten og bunsenbrændere. Det var her, der kunne tændes ild i de forunderligste medikamenter. Og det var her, der var skeletter og spændende plancher. Det var alt sammen ok. Det var jo skolens regel, at der var låst af. Som tidligere elev kan jeg godt se formålet med Fort Knox - metodikken. Dengang var det bare sådan. Vel på plads på bænkene, der i nogle trin ligesom dannede et min¡-auditorium, satte læreren filmen på fremviseren. Var det en lærer af han - køn , kunne han selv. Var det en lærer af hun - køn, lod hun ofte et par af os drenge sætte filmen på. Nogle kvinder og mekanik... Imens blev de tunge gardiner mod gården trukket for. Når alt var klar, slukkede eleven nærmest døren lyset. Og så sad vi ellers der i bælgravende mørke til en ny forestilling, mens Iremviseren snurrede højlydt. Filmen startede altid med teksten ''Statens Filmcentral''. I de tidligste dage var filmene alle i sorthvid. Senere kom de i farver. Så lyste de to ord op i knaldgul farve på blå baggrund. Sådan husker jeg det i hvert fald. Derefter blev vi ellers ført ind i udenlandske universer for at vise os, hvor tingene, råstofferne kommer fra. Det hele svøbt ind i en ordflom. Filmene var indtalt på dansk - typisk af en dyb, radio-egnet herrestemme.

Side 49 af 57 Tilbage

Og så kikkede vi på grindedrab, på bygning af broer og veje og anden infrastruktur, var med til høst nedenfor Rocky Mountains, hvor amerikanernes stordrift-fordele på de vidtstrakte, opdyrkede prærier allerede dengang viste vejen for lille Danmark etc. Men, og der er jo altid et men: Det skete ofte, mens der blev fisket til industrien eller fundet guld i Afrika, at filmapparatets højlydte snurren blev afbrudt af et ''dak-dak-dak-dak-dak". Så var der pause og lyset blev tændt. Filmen var sprængt og måtte splejses. Overordnet betød det pause. Andre gange blev vi ikke varskoet af dak-dak-lyden, som når filmstrimlen røg en tur. Så kunne vi med egne øjne se, at nu kom der en pause. Det var. når kom en plet midt i billedet, en plet, der voksede og voksede. Så var der nemlig brændt hul ¡ filmen, og der måtte klippes og splejses. Ofte valgte lærerne blot at få filmen spolet tilbage. Så blev der ikke hentet mere mahogni ud af østens skove den dag. Skal jeg vurdere brugen af nævnte film i undervisningen, må jeg konkludere. At de var lærerige. Billederne og oplysningerne har jeg i hvert fald aldrig glemt. NB: Statens Filmcentral blev oprettet i 1938 og underlagt Kulturministerlet. Centralen stod for produktion, indkøb og distribution af kortfilm med overvejende kunstnerisk og undervisningsmæssigt tilsnit.

Kontraster ('65-'75) At gå i skole er som regel et kapitel om godt og ondt. Sådan blev det også for mig, der de første par år måtte tåle, at der var undervisning om lørdagen. Dengang var der ingen, som kimsede ad det, men set i bakspejlet er det en landvinding, at der nu kan holdes weekendfri, når ugens dont slutter fredag. Bare det også var sådan på arbejdsmarkedet! Vor lørdagsundervisning, som jeg husker den, bestod af først to dansktimer efterfulgt af to håndgerningsditto. Og da vi havde fru Thybo til dansk - og sikkert også til de to timer med nål og tråd, der jo bare fyldte skemaet ud, så timerne passede - ja, så var Der ingen ben i at være af sted om lørdagen. Fru Thybo var godheden selv. En sød og Ung lærerinde med et halvt franskbrød i håret. Hende husker jeg kun for noget rart. Snart forsvandt lørdagsundervisningen. Det skete vel i takt med, at tilslutningen til søndagsskolerne. ebbede ud og de glade 60'ere brød igennem, så folk fik råd til biler, campingvogne, og sommerhuse. Også fru Thybo forsvandt. Helt til Grønland. Østervangsskolen må i de glade dage og i bevillingernes og prisniveauets gunstige lys have været skolemester herhjemme i julehygge. Julen var en særlig tid og startede altid sidst i november. I vort klasseværelse blev hvert år tegnet et juletræ på tavlen. Med kridt i flotte farver. Gør man det i dag? I hvert fald var træet parat og fik hver dag tændt et lys fra 1. december. Fra samme dag fik vi læst højt i dansktimerne. En rigtig julefortælling. Så var der stille i klassen. Mens et kalenderlys brændte på katederet. Ligeledes fra 1. december blev en stribe dansk timer sat af til, at vi kunne klippe og klistre julepynt. Så blev der lavet guirlander i kilometervis. Det var en tradition at hænge guirlanderne op i klasseværelsets fire store loftlamper. Det så smaddergodt ud. Nogle år var der også en guirlande hen over vinduerne og på bagvæggen. Sikkert når guirlandeproduktionen var løbet løbsk. Hjerter, kræmmerhus og musetrapper blev fremstillet efter lyst og behov, og måtte tages med hjem. Nu hænger en del af min produktion på familiens juletræ, og mine drenge morer sig stadig over fars gamle skolepynt. Andre lærere benyttede lejligheden til at dovne den. Så fik vi også lov at klippe og klistre i deres timer. Når det blev den sidste dag i skole før Juleferien, mødte vi med en pose med frugt. Vi Havde også lov til den dag at have et levende lys med i stage. Så sad vi der og pillede appelsiner. Clementine og spiste rosiner, Side 50 af 57 Tilbage

mens klasselærerinden læste de sidste sider af den bog, hun havde læst for os hele måneden. Kulminationen denne dag var, når vi i samlet trop med fru Thybo = og fra fjerde klasse fru Birch i spidsen gik to og to over I festsalen. Her var der pyntet med gran og levende lys. Og der duftede af hygge. Stole var stillet frem og skolens kor under ledelse af sang- og musiklærer Jens Wieland stod i velordnet opstilling lidt til venstre for scenen. Hvor der også var stillet et piano op. Korpigerne havde hvide bluser på og blå nederdele. Flere af de arrangerende lærere pilede ind og ud. Pludselig blev fløjdørene lukket. Så var vi klar over at det var nu. Ind kom så inspektør Helge Petersen. En lille regelret mand. Han var altid iklædt et gråt sæt tøj med rigelig luft til benene. 1 hvilken rækkefølge tingene så skete, er jeg ikke helt klar over, men jeg husker det, som koret indledte arrangementet. Så sagde Helge Petersen nogle borgerlige ord, som vi ikke rigtig hæftede os ved. Vi tænkte jo bare på at få julefri. Men under alle omstændigheder fik Jens Wieland og skolens kor denne oplagte mulighed for at demonstrere, hvad de sammen formåede. Lad mig bare sige det, som jeg mener det: Det lød skide godt. Min storesøster sang med i koret, og det var sjovt at se hende stå der med åben mund og synge julesange. Nogle sågar i kanon, som det hed. Jeg husker festsalen som kæmpe stor. Men sådan forsvinder perspektivet Jo for os alle, når vi voksnes. Isene er blevet mindre, det samme med flødebollerne. Men festhallen kæmpe. Den var faktisk så stor, at vi ofte i gymnastik brugte den til at spille M-bold i. Gud ved om M-bold eksisterer endnu, eller om det hele drukner i løb og fodbold. Det gør det i mine drenges skole alt efter idrætslærernes private interesse. Men de glade dage bød også på triste oplevelser. Jeg husker fra småtingsafdelingen en time med M-bold, der endte med lærer Erik Andersens sidste ord: ''Når i går over i klassen, husk så ikke at løbe på gangen''. Selvfølgelig løb vi ikke, men aldrig så snart gik døren op skråt over for kontoret, før vi spænede hen ad linoleumsgulvet. Andersen fik fat i og tilbageholdt fire af os. Vi fik på stedet udstedt en dummebøde: En sveder. Nu var det sådan, at inspektør Helge Petersen ikke kunne have fire gutter siddende ad gangen i sit forkontor, så det foregik to ad gangen. Jeg var på sidste hold, men et eller andet kom i vejen, så jeg fik aldrig betalt dummebøden. Det var den eneste gang i min skoletid, jeg fik en sveder. Vi skal helt op i realklassen, før skolen gik til angreb på mig. To gange fik jeg en udvisning og måtte tilbringe tiden på gangen. Men jeg må indrømme, at hen i anden real var jeg så skoletræt, at det hele hang mig ud af halsen. Det kombineret med mit frie livssyn gjorde, at jeg sagde til mig selv, at ingen skulle trække noget ned over mit hoved. Jeg kunne vel selv bestemme. Denne egen anarkistiske holdning passede ikke ind i skolens forpligtelse til at lære fra sig, så en gang imellem knækkede filmen. Værst gik det i tysklærer Verner Nies' berømte time, da han havde fået nok. Da jeg og tre klassekammerater kom lidt for sent til time og på kappeløse træsko sjoskede forbi katederet med vort lange hår og provo-attitude, faldt bommen pludselig ned. Nies strakte arm og pegepind ud, så vi ikke kunne komme forbi. Og så blev vi sendt over j Obs'en på ubestemt tid. Obs'en, eller observationslokalet, var et rum tæt på lærerværelset, hvor de elever, der ikke kunne nås med almindelig pædagogik, blev sendt hen for at komme på andre tanker. En totalt misforstået sanktion, som var mere en straf end en hjælp. Her sad vi så og afsonede, mens vi funderede over Lennon og Stones. Men, Obs'en gav os også mulighed for at læse lektier, så vi ikke skulle bruge tid på det, når vi kom Nem. Det var faktisk en fordel og ganske hyggeligt. Men i fællesskabets lys var det nu bedst at være sammen alle. Jeg mener, vi tilbragte alle tysktimer i 14 dage i Obs'en. Når man havnede i Obs'en blev hjemmet meddelt det ved et meget officielt brev fra Skolen til forældrene. Dette gjaldt også i anden sammenhæng, når noget |ikke var så godt. Jeg har stadig en stak breve på Loftet

Side 51 af 57 Tilbage

stilet til min far Hr. Lokomotivfører og fru..„Et af brevene gør op med, om min indsats skyldes manglende evner eller dovenskab. Jeg fik aldrig at høre for det derhjemme, for mine forældre stolede på mig. Jeg blev aldrig svigtet af dem, men følte, skolen svigtede mig. Nu kan jeg jo godt se, at skolens krav og mit frisyn ikke harmonerede, men at et samarbejde fra begges side kunne have Gjort underværker. Det var der ingen af os der forstod dengang. Men hold op hvor har Vi familien grinet af disse breve mange gange. Alene ordlyden... Skal man konkludere noget, var der ikke noget i vejen med os elever. jo bare en del af den spændende tid, og der var altså nogle ting, vi ikke gad. Jeg tror såmænd, at ikke engang lærerne fik ro i sindet ved at sende os væk.

10 skoleår historisk set ('65-'75) Der skete mange ting de år, 1965-1975, jeg og mine kammerater gik på Østervang. Solen skinnede altid, og der var altid sne, når det var jul. Men, mens vi om sommeren gik og ventede på at komme i 1. klasse, knoklede The Beatles med at indspille LP'en ''Help". Det skænkede vi ikke en tanke. Vi skulle jo snart i skole. Da dagen kom, havde Beatles sendt LP'en på gaden. Det var i juli 1965. Samme år som julevåbenstilstanden i Vietnam. Allerede 8. januar 1966 var amerikanerne igen i gang med at bombe nord for Saigon. Det spekulerede vi heiler ikke på. Faktisk mindes jeg ikke, at en eneste lærer på noget tidspunkt talte om denne krig. Hverken på dette Tidlige tidspunkt eller senere. I foråret blev der fundet olie i Nordsøen, og formand Mao proklamerede Kulturrevolutionen. Vi skænkede ikke den kinesiske formand en tanke han tænkte nok heller ikke på os. Men vi var begyndt at tænke på det med beat musikken. Mens amerikanske fly bombede løs på Hanoi og efterfølgende trappede de vold somme bombninger i Vietnam op, slap Beatles LP'en "Revolver'' løs. Et vendepunkt world wide, for nu stod det klart, at gruppen mere end flirtede med brugen af navnlig LSD. Et helt nyt begreb vi først senere tog notits af. Men Beatles var da en del af vort liv. 1 hvert fald de af os, der havde ældre søskende på skolen. I april 1967, mens vi gik i 2. klasse, tog generalerne i Grækenland magten ved et kup. Så var det slut med monarki dernede. På min fødselsdag 16. juni indrømmede Paul McCartney offentligt at have taget LSD, og netop som vi var startet i 3. klasse døde Beatles' manager Brian Epstein af en overdosis. Selv Che Guevara døde. I Vietnam døde folk på stribe. Og tre år senere også Janis Joplin og Jimi Hendrix. Selv Jim Morrison døde. Alle de gode døde i disse år. Beatles døde som gruppe i 1970. De næste år handlede for mit vedkommende meget om musik. Beatles snurrede på min storesøsters værelse - jeg havde fået deres fjerde single, "She Loves You''. Snakken ved middagsbordet faldt ofte på demonstrationer, Vietnam, Muhammed Ali, provoer, hippier og stoffer. Sikke en verden. Årene frem til midten af 70'erne var i det hele taget en spraglet affære. Alle gik ind for fri hash, og de, der ikke gjorde, gjorde det ikke, fordi de ikke havde taget stilling. Vi var alle langhårede, selv lærerne forstod budskabet: ''Let it Grow''. 1 midten af 70erne kom der svaj i cowboy- og fløjlsbukserne, vi havde batikfarvede t-shirts på. Ja, vidste man ikke bedre, ville mange bare ved synet af os have dømt os som narkomaner. Der har da nok været nogle få, som lige havde prøvet at ryge hash. Men det holdt ikke ved. I dag ved jeg, at vi alle kom helskindede gennem de spændende og fristende tider. Side 52 af 57 Tilbage

For et par år siden var jeg til 25 års jubilæums arrangement sammen med afgangs - klasserne fra 1975. Det var akkurat som at se kammeraterne dengang. Vel, mange af os var blevet tynde i toppen og kortklippede, nogle noget korporlige, andre mere konede, men stemmerne, latteren og samværet var det samme. Og de, der i de glade skoledage var nogle fjollerikker, var stadig nogle fjollerikker. Død, ødelæggelse, freds syrnboler og storpolitik skænkede vi igen ikke en tanke. I stedet havde vi en herlig eftermiddag med mødested i skolegården. Tidligere inspektør Øhlensch læger tog imod og holdt siden foredrag om skolen, dens historie, specielt med fokus på netop de år, vi henslæbte der. Han åbnede skolens scrapbøger for os, og vi blev vist rundt og kunne se, at skolen er blevet meget større. Sikke et musiklokale, Der er i dag! Mest interessant var det naturligvis at se de gamle gange og det sidst brugte klasselokale ud mod fodboldbanerne mod øst, Men det var også spændende at få at vide, at Østervangsskolen engang l de tidlige dage var byens største skole med Flest elever. Nu om dage er der ikke så mange elever, men mange flere lærere. Som supplement kan jeg fortælle, at i 1980-1981 var jeg cykel-vikar, som det hed dengang. Så blev vi vikarer ringet op om morgenen, når en skole manglede en lærer. Jeg fik næsten et halvt år i streg på Nyvangsskolen, men nåede også nogle timer på Østervang. Allerede da var der sket omvæltninger. Jeg husker skolen som mere moderne, end da jeg selv gik der. Men sjovt var det at sidde der i lærerens rolle. Tilbage til kammeraterne og jeg: Vi har alle klaret os, så det kan jo ikke have været helt skidt med den ballast, Østervangsskolen sendte os videre med.

Viggo Nielsen ('65-?) Når vi stod der og reciterede tabellerne, var det med at kunne dem. Det var i hvert fald ubehageligt ikke at kunne dem. Vores første regnelærer hed Viggo Nielsen. Han virkede gammel, men har jo været ganske ung. Det var bare os, der var yngre. Viggo Nielsen fik lært os tabellerne. Så stod man der ved siden af sin en-mands pult med fastsvejset stol og krog til tasken. Når det ikke var rart, ikke at kunne den tabel, vi havde fået for, var det ikke Viggo Nielsens sky1d. Det var nok snarere vor alder, der fremmede respekten for læreren. Men terpet, det blev der. Resultat: 4x4 og 9x9 m.v. sidder klæbet som med kontaktlim. Der var da heller ikke noget dengang, der hed lommeregnere. I dag vil jeg betegne Viggo Nielsen som karismatisk. I positiv forstand. Denne for os store regnelærer med tilbagefriseret hår, grå bukser med plads og altid medbringende en flad taske, havde en udstråling, der nok skilte sig lidt ud fra de andre mandlige læreres. Ikke at jeg vil fremhæve den ene lærer frem for den anden, men Viggo Nielsen havde altså en speciel aura. Manden var sød og rar, men forlangte, at vi lærte noget. Han var gammelpædagogisk og gik som nævnt ikke af vejen for at terpe. Vor tids lommeregner-generation kunne såmænd have godt af at lære tabellerne med terperi. Så kunne man bare kalde det udenadslære. Hvad Viggo Nielsen kaldte det, vides ikke.

Side 53 af 57 Tilbage

Vi fik også lært at regne. Dengang hed det ikke matematik. Det gjorde det i de ældre klasser. Viggo Nielsen løste en opgave, han var pålagt som regnelærer. Vi havde altid Lektier for. Masser af plusseri, så minus ditto, senere gange og til sidst skulle vi dividere. Hans måde at stille et regnestykke op på, bruger jeg stadig - hvis ikke der lige er en Lommeregner ved hånden. Viggo Nielsen var en visionær mand. Han var en mand, der benyttede sig af de gunstige 60ere til egen fordel. Allerede da vi startede i første klasse, erfarede vi, at vores regnelærer kørte i lærerkollektivets flotteste bil. En Ford Taunus, sart grøn med hvide sider omkranset af masser af krom. Foran krom - bagpå krom. Og elfenbensfarvet ratkrans. Der har sikkert også været en radio. Dette statussymbol holdt altid parkeret på en af de få pladser ved Østervangs indkørsel, nærmere betegnet langs muren ind til købmand Kjærsgaards have. Utallige er de gange, vi drenge har stået og beundret dette flotte køretøj på vej hjem fra skole. Den holdt altid med fronten mod Dronningborg Boulevard. Ikke fordi Nielsen skulle skynde sig hjem, men for at kunne komme ud i venstre side. Regnelæreren var mere end til tal og ternede hæfter. En dag bekendtgjorde han, at han var ved at bygge hus i Hornbæk. Det var der mange der gjorde i de år. Viggo havde dog ikke kalkuleret med et minus hjemme i sin nye have: Der var ingen regnorm i jorden. Men han havde til gengæld regnet den ud, for han tilbød os at levere ormene mod kontant afregning. Så blev der ellers gravet orm. Over et par uger gravede vi drenge jævnligt i østbyen og på Bækkestien. Store, fede, glinsende orm blev pakket i poser, og blev pakket sammen med bøger og madpakke i tasken, så de var så friske, som det var muligt, ved overdragelse og afregning. Det foregik på den måde, at vi stillede os op til katederet med vore orme poser. Viggo Nielsen besigtigede varen. Så kom pungen frem og 1 O og 25 ører skiftede hænder. Men, først når vi havde talt pengene. Også her blev der øvet regning. Viggo Nielsen var en fair mand „ Han prøvede aldrig at snyde os, og han prøvede aldrig at presse prisen. Han jordforbedrede, som man ville sige det i dag. Senere havde han brug for tomme vinflasker. Her gjaldt samme vilkår, så vi tømte øst - byens boligblokkes skralderum for vinflasker. Bedst var det søndag aften. Da var der altid masser af flaske Halv anden liters flaske. Folk drak Pere Medard - hvidvin dengang. 1,5 liter pr. flaske hentet syd for grænsen. Viggo Nielsen bryggede vist selv vin på sit nye slot i Hornbæk. Skæbnen ville, at Viggo Nielsen ikke gik tiden ud „ Det gjorde konen derimod. Hun fødte tvillinger, og ikke så længe efter fik Viggo arbejde på Hornbæk Skole. Hvem vi derefter fik til regning, husker jeg ikke. Men Viggo Nielsen, ham glemmer jeg aldrig.

Narrestreger ('65-'75)

Side 54 af 57 Tilbage

Ingen har vel gået gennem sine skoleår uden at have lavet sjov og narrestreger, også rettet mod lærerne. Det vil sige ikke alle lærere. Vi fornemmede i hvert fald hurtigt, hvem der var egnet til gæk, og hvem der ikke var. Udvælgelsen handlede meget om, hvilke lærere der var kendt for koleriske sanktioner. De var på forhånd udelukket. Skal vi starte med de uskyldige narrestreger, blev der i min skoletid hejst flere ting op i skolen høje flagstang i gårdens nordøstlige hjørne. Mange gymnastikposer og skoletasker blev sendt til himmels. Akkurat som Ida på Katholt da Emil tog fat. Værst var det engang, flagsnoren røg med op, så en taske ikke kunne stryges, som det hedder, når et flag hejses ned. Og klassikeren med at pifte lærernes cykler var også på programmet. Faktisk var det først, da vi kom i realklassen, at vore numre eskalerede. Det var brugt at klæde biologilokalets skelet på, men unægteligt besværligt, da rygraden var forlænget med et jernrør, som gik helt ned i en plade i gulvhøjde, så manden kunne holde sig oprejst. Vor biologilærer hed Susanne Høgh. Høgh blandt os. Hun tog det dog meget afslappet. Faktisk husker jeg ikke, at vi en eneste gang fik skældt ud af hende. Uanset hvad vi supplerede undervisningen med. Mange gange blev en tavle kridtet ti|, altså totalt hvidtet ved at stryge hele kridt med længden mod tavlen. Så kunne der gå lang tid med at vaske den af, inden timen kunne begynde. Det var også meget brugt, når nogen var vist ud, ustandselig at gå forbi vinduet i døren ind til klassen. Det var en sikker metode til moro. En overgang havde vi et ekstra mål, når vi i Jørgen Jørgensens timer var på fodboldbanen. Det ekstra mål var de store vinduer ud mod boldbanen, men det vidste Jørgen Jørgensen ikke, som han stod der på sidelinjen i sin røde træningsdragt og fløjtede efter behov. Sporten bestod i at skyde over mål for at baldre en rude. Det lykkedes os dog ikke. Heldet ville dog, at en klasse over os tog fodboldsporten meget seriøst, så der var kraft bag, når bolden blev sendt mod mål. En dag i Dahls dansktime sad vi som sædvanlig og kikkede ud ad vinduerne for at følge fodboldkampen. Et hårdt skud over mål endte lykkeligvis med en fuldtræffer. Bolden formelig sejlede i afmålt bue lige durk mod vore vinduer. Så regnede det ellers med glas. Og det var jo ikke os, så Dahl måtte afmægtigt stå og se til. En af de lærere, vi drillede, hed Verner Nies. Nies, som vi kaldte ham, var tysklærer og alt for rar af sig. Et let offer. Jeg vil dog kun nævne et enkelt nummer, som jeg til gengæld stadig griner ad. En kammerat havde en dag et pornoblad med i skole. Det blev naturligvis studeret flittigt. Vi var jo teenagere og hormonelt forstyrrede. Enden blev dog, at en rigtig saftig side blev tapet op på tavlen, hvorpå Europa blev trukket nedover. Danmark havde såmænd været stor nok, men det blev altså Europa. Nies må have undret sig, for vi snakkede normalt, så det var en lyst, når han mødte op til tysktime. Denne dag var vi stille. På sin vej fra dør til kateder, trak Nies, der altid brugte tavlen til at ski ve verber og bøjninger på, Europa op. Og vupti: Der blottedes mennesket som det er skabt af Gud - i Nies' øjenhøjde. Latteren ville ingen ende tage. Den eneste, der ikke jo, var Nies. Han krammede til gengæld den kolorerede parring. Men tysk, det blev der ikke meget af, denne time. Knud Dahl, dansklærer, havde en periode, hvor han gik meget op i at beskytte rengøringskonerne, som han benævnte dem. Vi kunne knapt det ene eller det andet, uden at Dahl kommenterede det. Hans prædiken kulminerede en dag, han på vort klasseværelses nye, lysegrå linoleumsgulv opdagede et par sorte streger. En kort efterforskning senere konkluderede Dahl, at det skyldtes sorte træskosåler. Vi var flere, der gik i træsko, så synderen blev aldrig afsløret. De to streger blev til gengæld brugt mod Dahl. Da han kom næste dag, var

Side 55 af 57 Tilbage

der streger helt fra døren og op til katederet. Streger i ubrudte linier. Jeg behøver nok ikke fortælle om Dahls reaktion... En lærer, vi lavede mange numre med, var fru Bang. Hende havde vi til engelsk i rea1-k1assen. Utallige er de gange, hun ikke kunne forstå, at nederste katederskufle ikke kunne lukkes. I hvert fald kom den ud, hver gang hun skubbede den i. Fru Bang forstod aldrig, at tavlesvampen gjorde arbejdet inderst inde. Samme trick men med et viskelæder blev brugt i døren. Så kunne den ikke lukkes. Det endte altid med, at teknisk uforstandige fru Bang lod den stå på klem. En Dahl ville til gengæld have krævet det viskelæder fjernet omgående. Det gjorde fru Bang ikke. Det værste vi gjorde ved fru Bang, har jeg stadig dårlig samvittighed over. Vi lagde en tegnestift på hendes stol. Fru Bang satte sig, men selv om vi ventede i åndeløs tavshed, gik hun tiden ud. Da hun forlod klassen efter time var tegnestiften væk. Om har hun fjernet den fra sin nederdel, da hun kom hjem, eller om hun havde luret os og fjernet den, uden vi lagde mærke til det, ved jeg endnu ikke. Til trods for vigende alvor og tyngde i vore narrestreger, vil jeg påstå, at de j bund og grund var harmløse. Nå ja, altså lige bortset fra det med fodbolden og tegnestiften

Tyskeren ('65-?) "Bare jeg ikke skal over til tyskeren''. Nævnte sætning var frygten for de n ene af vor tids skoletandlæger. Klinikken lå under musiklokalet og geografilokalet som dengang befandt sig i skolens sydvestlige hjørne. Indgang under det lange halvtag, som strakte sig fra gymnastik sals-hjørnet, forbi lokummerne, pedelbolig og til indgangen med glas i nævnte hjørne. Når man ikke skulle til tandlæge, men skulle ind denne vej, gik vi op ad trapperne mod det gode. Akkurat som vejen til himmerige, om end vi på det tidspunkt forventedes at have mange år foran os. Men, når tandlægen kaldte. gik den slagne vej ned ad trappen - som vejen til helvede. Når vi dengang skulle til tandlæge, foregik det på den måde, at der gik besked om, hvem der skulle først. Proceduren fulgte protokollen, så Andersenbørn stod først for - Åquist'er sidst. Vi kunne derfor regne ud, hvem der var næste mand på skafottet. Skoletandlægen ordnede tænder klassevis, og der var ingen afvigelser. Der blev derfor flittigt kikket på håndleddets skole ur, om man nu kunne nå den inden vi havde fri. Der blev svedt tran dengang. Alligevel var der nogen som påstod, at de godt kunne lide at komme til tandlægen. Det nægter jeg at tro på selv så mange år efter. Men jeg kan heller ikke huske, om deres postulater først blev fremsat, når de havde overlevet turen i stolen og var sendt tilbage til klasseværelset med en lille tube tandpasta i hånden. Never mind, som vi siger i dag, så var det som sådan ikke besøget hos tandlægen, der voldte den største kval. Næ, værst var det, når klassekammeraten før mig, kom tilbage med beskeden om at sende mig derover og så lige tilføjede: Og det er tyskeren, du skal ind til. Frygten må have stået malet i mit og alle andres ansigter, når også de fik den besked. D et var dog trods alt også kun 13 år efter Anden Verdenskrig, at vi kom til Verden. Vi vidste godt, hvad tyskere var for nogle.

Side 56 af 57 Tilbage

På skolen var som sagt to tandlæger. Den ene var dansker. Ham kunne vi lide og var så tryg ved, som man kan være ved en tandlæge. Den anden var tysker. Det sagde alle i hvert fald. Ham kunne vi ikke lide, ja, vi frygtede ham. Livet blev slået fuldstændig i stykker, når vi fik at vide, vi skulle over til tyskeren. Vi har såmænd nok taget væsentligt længere tid om at gå fra klasseværelset, under halvtaget og til tandlægen, når det var med frygten for at komme under tyskerens behandling end det tog at rende den danske boremaskine i møde.

Proceduren ved et tandlægebesøg var følgende: Når man kom, satte man sig på deri to plankede, væghængte bænk ude på gangen - lige bag dørene med glas i. Dørene gjorde, at man ikke kunne høre, hvad der foregik længere oppe ad gangen mod fysiklokalet. I stedet kunne man tydeligt høre klinikkens boremaskiner samt iskolde stålinstrumenters karakteristiske raslen. Lige indenfor døren med glas i var indgangen til tandlægernes arbejdspladser. Ved siden af var klinikken for skolelægen, hvor frygten for a.t blive undersøgt for forhudsforsnævring langt fra stod mål med besøget hos tyskeren. Smerten ligeså. Trak ventetiden ud, kunne man kaste sig over en af de bøger, der lå i det lille venteværelse - hvis man altså kunne samle sig om dem. Inde i tandklinikken - som jeg husker det - befandt danskerens klinik sig lige overfor indgangen, hvorimod tyskeren regerede henne om hjørnet, hvor man ikke kunne kikke ind. Det var grufuldt. I virkeligheden havde de to tandlæger to ens arbejdspladser ad skilt af en mur. Men bare det, at man ikke kunne kikke ind til tyskeren, når man trådte ind, det var rædselsfuldt. I alle de år, jeg var elev på Østervangsskolen, var jeg til utallige tandlægebesøg og har slæbt utallige små tuber tandpasta hjem. Set i bakspejlet var det ikke så slemt, for de var smadderflinke derovre bag persiennerne. Jeg oplevede aldrig at komme ind til tyskeren. Var det sket, så er jeg den dag i dag overbevist om, at han såmænd var akkurat lige så flink, rar og dygtig som hans danske kollega. Det er i øvrigt den eneste skræmmehistorie, jeg oplevede i min tid på Østervangsskolen.

Side 57 af 57 Tilbage